Fuld i går, fuld i dag og fuld igen i morgen. Sådan kan tilstanden hos Christian 4. og flere andre danske konger i Middelalderen og Renæssancen lidt groft beskrives. I rigets øverste lag flød vinen i stride strømme og skrev sig ind i en allerede dengang gammel drukkultur, der begyndte med mjød og øl. Og det i en grad, så det gav genlyd uden for Danmarks grænser.
»Flere middelalderbeskrivelser giver indtrykket af, at de danske konger, stormænd og visse gejstlige drak igennem og ikke kendte meget til mådehold,« konstaterer seniorforsker Annette Hoff i bogen Den danske vinhistorie og citerer en engelsk fortælling fra 1090erne, der er skrevet som optakt til korstogene til Jerusalem:
»Tiden var kommet, hvor waliseren stoppede med at jage i skovene, skotten forlod sine velkendte lopper, danskeren afbrød sit langstrakte drikkelag, nordmanden efterlod sin diæt af rå fisk, og alle drog de mod det hellige land.«
350 år senere er det Frederik 2., der bliver kvædet om. Han blev konge som 25-årig, og allerede få måneder efter faderens død lød det i en folkevise:
Kong Fred’rik han sidder i Koldinghus
Og drikke med sine Svender saa mangen god Rus
For de Dytmarskens Mænd de have deres Land forloret.
»Man kunne umiddelbart godt tro, at det var en smædevise, men det er snarere en hyldest til den unge konge i forbindelse med hans vellykkede slag mod ditmarskerne i 1559. At kongen drak sig beruset, blev ikke nødvendigvis opfattet alarmerende af alle i hans samtid – det var snarere et bevis på, at han var en del af den almindelige drukkultur dengang,« mener Annette Hoff.
Hun er ansat i Den Gamle By i Aarhus og modtog for et par år siden Kulturministeriets forskningspris, Julius Bomholtprisen, for sit banebrydende forskningsarbejde om nydelsesmidlernes danmarkshistorie. Dengang havde hun udgivet tre bind om henholdsvis chokolade-, te- og kaffehistorie, og nu er turen kommet til vin.
Møjsommeligt har hun gennemgået dokumenter om de i alt 465 skibslaster med vin, der i perioden 1660-1700 ankom til Københavns Havn, myndighedernes præcise optegnelser om, hvilke varer, herunder vin, købmændene havde på lager i de danske købstæder i 1800-tallet – der var rigtig meget i Aalborg – og tusindvis af andre dokumenter fra Middelalderen og frem til i dag for at kunne skrive den første bog om vinens historie i Danmark.
Det er på grund af hendes studier og beregninger, vi nu ved, at der var 60.000 liter vin til rådighed til den unge Frederik 2.s kroningsfest i København.
Ærligt mål
Hvornår kom vinen til Danmark? Det mest oplagte spørgsmål lader sig ikke så let besvare, og Annette Hoff stiller sig tvivlende over for den nærliggende tanke, at fundet af et komplet vinservice med vinkande, vinspand og drikkebægre i en grav fra omkring år 0 må betyde, at den gravlagte stormand i Hoby på Lolland drak vin omkring tidspunktet for Kristi fødsel. Hun hæfter sig ved, at der ingen steder i Danmark er fundet rester af de amforaer, som overalt i Romerriget blev brugt til at transportere og opbevare vin i.
Til gengæld er der på et af bægrene indgraveret navnet på den romerske militærkommandør over Øvre Germanien, Silius, og hun hælder derfor til, at vinsættet er givet som en fornem diplomatisk gave i et stort spil om Sydskandinavien. Den romerske hærfører residerede i Mainz, men sendte indimellem militære ekspeditioner nordpå for at destabilisere området.
Som historiker er Annette Hoff på langt mere sikker grund med den første skriftlige oplysning om tilstedeværelsen af vin i Danmark. Den er fra 1260, og byen er Ribe. Som en af landets vigtigste handelsbyer fik Ribe sin egen lov, Stadsretten, og i paragraf 21 hedder det:
»Hvis nogen bliver pågrebet med falsk mål af vin, mjød eller øl, skal han betale fogeden 1 mark penge og staden 1 mark penge. Og hvis han har ærligt mål, men ikke fylder det, skal han betale fogeden 1 øre penge og staden 1 øre penge.«
Vinen ankom i lukkede tønder, som man ikke umiddelbart kunne snyde med, men når man slog hul på tønden og skulle udskænke, var det altså vigtigt, at man ikke snød, konstaterer Hoff. Derfor havde man særlige målebægre til udskænkningen, og disse målebægre måtte man ikke forfalske eller formindske. Folk skulle have det, de betalte for, og hvis udskænkeren ikke fyldte bægeret helt op, skulle der også bødes. Bøden på en øre var i Middelalderen et anseeligt beløb, som ikke kan sammenlignes med nutidens ørebeløb.
En nedgravet tønde, som man fandt under Dagmarsgade i 1993, tyder dog på, at der allerede var vin i Ribe mindst 100 år tidligere. Tønden blev dateret til 1169 med en usikkerhed på plus/minus ni år, og en bestemmelse af træet viste, at den oprindelig kom fra Rhinområdet. Godt nok blev mange varer transporteret i tønder, fra sild til smør og keramik, men oprindelsesstedet gør det sandsynligt, at der har været vin i tønden, for det var netop fra området omkring Rhinen, man fik størstedelen af datidens vin. Den blev også anset som den bedste, hvorimod leverancer fra eksempelvis Bordeaux i Frankrig blev betragtet som en vinøs sekundavare.
Nogle tilføjelser til Stadsretten kort efter 1400 viser, at man lagde vægt på at sikre kvaliteten. For eksempel stod man til at miste alt sit rørlige gods, hvis man snød med oprindelsen, og der ikke var vin fra Rhinområdet i tønder, som var navngivet rhinskvin. En anden paragraf bestemte, at sælgeren skulle præsentere vinen på rådhuset for rådmændene, hvoraf fire skule udvælges til at vurdere vinen. Først derefter måtte den sælges.
Nogle vinsælgere kunne være så luskede, at de præsenterede en god vin – »goth wiin« – for de bedømmende rådmænd, men siden hen blev taget i at sælge dårlig vin – »wærre wiin« – i stedet for den gode. Så måtte rådmændene slå bunden ud af hans vinfad, og synderen skulle betale kongen en bøde på ti mark og det samme til byen Ribe.
Vorherre bevares
I den anden ende af landet fik Christian 1. nogle årtier senere en idé, som skulle vise sig at blive en næsten uudtømmelig kilde til konstante nye forsyninger til de kongelige vinkældre. I 1472 pålagde han tolderen i Helsingør at udtage en bestemt slags told af visse varer, herunder vin. For hver skibsladning vin, der rundede Øresund, skulle kongen have 1/30 – helt bogstaveligt. Der blev ikke afregnet i penge, men tolderen skulle slet og ret udtage hver 30. tønde vin, som i første omgang blev lagt i kældrene under Kronborg.
På den konto havde Christian 3. allerede i maj 1556 modtaget 30.549 liter rhinskvin i løbet af årets første fire måneder. Lige så imponerende er antallet af vinglas – 35.000 – som blev brugt til Christian 4.s kroning. Vel var der mange gæster til festen, men det enorme antal skyldes først og fremmest en særlig skik: Når en konge udbragte en skål ved de store tafler, knuste hver mand sit glas ved at kaste det mod væggen eller i stengulvet bagefter.
»En flot, men kostbar lyd, og unægtelig et stort fejearbejde bagefter,« bemærker Annette Hoff.
Til gengæld var der på hver trappeafsats opstillet store tønder, som de mandlige gæster kunne lade vandet i.
Selv gik Christian 4. jævnligt rundt med en pæn promille. Det ved vi blandt andet fra rigsråd Eske Brock fra Gammel Estrup. Han førte dagbog over sin færden fra 1604-22, og med et snildt kodesystem beskrev han, hvem der drak med hvem, og hvor fulde de blev undervejs. Med små kors som ledsagende symboler, hver gang de drak sig en rus til, kan man jævnligt følge kongens dagligdag med vinbægeret. En jævn rus blev beskrevet med et enkelt kors i dagbogen. Var det en større rus, satte han to arme på korset.
På et tidspunkt er adelsmanden med på rejse til Norge, hvor kongen og hans råd skulle afgøre en række retssager i Bergen. På selve dagen er man tilsyneladende ædru, i hvert fald udløser det ikke noget kors, men en uges tid senere er de gæster hos Sten Bille, hvilket resulterer i et enkelt kors. Dagen efter er de på besøg hos biskoppen, og det afstedkommer hele tre kors i dagbogen.
Samme grad af drukkenskab gentager sig dagen efter, og den 20. juni 1604 kulminerer det i turens største brandert. Majestæten var sammen med Jørgen Friis og Mogens Gøye, og hele fire arme bliver korset denne dag udstyret med. Det blev tilsyneladende Eske Brock for meget, for efter korsene skrev han Libera nos Domine. Oversat: Fri os, Herre, eller på godt dansk: Vorherre bevare os.
Flere andre optegnelser vidner ligeledes om, at Christian 4. havde et stort dagligt forbrug, og drikkevanerne ved det danske hof overraskede også den engelske konges gesandt Robert Sidney, greve af Leicester. I hans dagbog beretter han om et taffel, som han deltager i, og som »varede fra klokken 11 til henimod aften, i hvilken tid kongen udbragte fem og tredive skåler ... Kongen blev til sidst båret bort i sin stol ...«
Englænderen var ikke den eneste udenlandske diplomat, der undrede sig over den danske drukkultur. I en beskrivelse fra 1637 af en franskmand, som var på afskedsvisit hos kongens søn, Christian Ulrik Gyldenløve, lyder det:
»Da jeg den dag, jeg afrejste, gik hen for at tage afsked med dem, fandt jeg straks i en stor stue ti eller tolv legemer udstrakt på gulvet. Efter at være skredet over disse, så godt som det var muligt, kom jeg ind i et værelse for enden af stuen, hvor jeg så hr. Christian Ulrik og hr. Bjelke med andre af deres selskab ligeledes udstrakt på gulvet. Da jeg imidlertid så dem begravet i søvn og vin, trak jeg mig atter tilbage, uden at nogen opdagede mig.«
Præstetanker
Den umådeholdne druk aftog med tiden, og i 1807 konstaterede en af hovedstadens læger, Heinrich Callisen: »Upaatvileligt drak vore Forfædre mere Viin end deres Afkom. Ved Giæstebuder var en høiere eller mindre Grad af Drukkenskab blandt Giæsterne temmelig almindelig, nu er saadant en meget stor Sieldenhed i de dannede Cirkeler. Vi drikke meget mindre Viin, men derimod langt flere Sorter.«
For den brede befolkning kan der næsten sættes dato på tidspunktet, da vin begyndte at blive hvermandseje. 3. juli 1950 tog præsten Eilif Krogager fra Tjæreborg 70 vestjyder med til Spanien i en bus, og charterturismen var født. Fra slutningen af 1950erne blev busserne suppleret med fly, og snart begyndte Simon Spies også at flyve folk til solrige egne, hvor de blev introduceret til både grisefester og vin.
I 1975 kunne Tjæreborg Rejser fejre charterturist nummer 25 millioner, og det var i høj grad på disse rejser, at de brede lag i befolkningen lærte at drikke vin, mener Annette Hoff. Samtidig blev billig spansk rødvin en almindelig vare i de danske butikker, og de havde navne som Præstetanker og Den med tyren.
I dag drager danskerne på vinrejser, går til vinsmagningskurser i aftenskolen, og vin er for længst blev den omsætningsmæssigt største varegruppe i supermarkederne, foran både mælk og brød. Og skulle det gå galt – som det gjorde for Frederik 2., der ifølge præstens ligprædiken døde af druk – er der selvhjælpskurser i fjernsynet for de rige og kendte.
Annette Hoff: Den danske vinhistorie. 415 sider. Wormianum.
