»Man er nødt til at se stedet for at forstå det uhyrlige omfang af, hvad der er sket, og mærke, hvor sårbare vi mennesker er,« fortæller den ukrainske historiker og forfatter Serhii Plokhy til Nature. Det var efter et besøg i eksklusionszonen omkring Tjernobyl-atomkraftværket, at han besluttede at skrive bogen Chernobyl. History of a Tragedy: »Det var en nyttig oplevelse ikke kun som historiker og forfatter, men også som menneske.«
Det kan han have ret i. Efter selv at have kørt igennem eksklusionszonen og gået rundt i spøgelsesbyen Pripjat, forstod jeg ligesom mange andre, at historien om Tjernobyl ikke må gå i glemmebogen, og at ulykken i grunden slet ikke er overstået. Man bliver ganske ydmyg over for de kræfter, som blev sluppet løs, da reaktor fire på Tjernobylværket eksploderede og gik i brand natten til den 26. april 1986. Siden slap 400 gange så meget radioaktivitet ud i atmosfæren, som bomberne over Hiroshima og Nagasaki leverede tilsammen, og radioaktivt nedfald blev spredt ud over Ukraine, Hviderusland, Skandinavien og resten af Europa.
Vores guide i Tjernobyl boede i Kijev, dengang reaktoren eksploderede, og hun fortalte, at byen Pripjat med over 50.000 indbyggere var en såkaldt »atom-chik« by. Under Den Kolde Krig var atomkraftindustrien en del af Sovjetunionens afgørende militærindustrielle kompleks, og de, der boede i byen og arbejdede på værket, nød mange privilegier. Foruden rigelige mængder madvarer og andre forbrugsgoder bød Pripjat på restauranter, cafeer, skoler, flot arkitektur, et stort hospital og to svømmebassiner i olympisk størrelse.
Det hele er nu groet til, og i sit forfald er stedet frosset i tiden, umiddelbart før Sovjetunionen kollapsede. Den røde stjerne med hammer og segl ser man overalt, og det samme gælder de menneskelige omkostninger. For da Pripjats indbyggere omsider blev evakueret hele 36 timer efter ulykken, fik de blot at vide, at de skulle pakke til tre dage, selv om myndighederne var klar over, at der var tale om en permanent rømning af byen. Indbyggernes ejendele er spredt ud over det hele, og de er stadig så radioaktive, at besøgende under ingen omstændigheder må røre ved dem.
Før man kommer hen til selve atomkraftværket og til Pripjat, kører man igennem byen Tjernobyl, hvor et grimt, men gribende mindesmærke af beton foran den forladte brandstation forestiller de første brandmænd på ulykkesstedet. I det kaos af benægtelse, misinformation, mangelfulde målinger af radioaktivitet og almindelig inkompetence, som rådede, anede brandmændene ikke, hvad de tog hen til. Uden beskyttelsesdragter og åndedrætsværn gik de ind i et højradioaktivt område og blev udsat for ekstrem højradioaktiv påvirkning i de få timer, de var ved værket. Den første brandmand døde af akut strålesyge knap 14 dage senere. Foruden brandmændene er mindesmærket tilegnet de hundredtusindvis af såkaldte likvidatorer: soldater, ingeniører, minearbejdere, brandmænd, videnskabsfolk, sundhedspersonale og andre, som skulle rydde op efter verdens største atomkraftulykke. Nogle af disse hverdagshelte blev også omtalt som biorobotter. På steder, hvor den radioaktive stråling var så intens, at robotter brændte sammen, måtte mennesker tage over.
»De, der reddede verden,« står der på mindesmærket, og efter at have læst Plokhys minutiøse og fængslende historiske gennemgang af Tjernobylkatastrofen, står det klart, at uden disse mange likvidatorer og biorobotter kunne alt være gået endnu mere galt, end det gjorde. Hvor det sovjetiske regime var ude af stand til at garantere en sikker atomkraftindustri, var styret til gengæld effektivt til at mobilisere ressourcer til at håndtere konsekvenserne af katastrofen. Man appellerede til selvopofrelse fra »det sovjetiske menneske«, tilbød penge, gratis biler og bedre lejligheder. Og unge værnepligtige mænd mellem 18 og 20 år blev simpelthen udkommanderet til farligt oprydningsarbejde, hvor de blandt andet fjernede højradioaktiv grafit fra taget af den nærliggende reaktor tre med de bare næver.
Helikopterpiloter uden beskyttelsesudstyr svævede gentagne gange over reaktoren, der spyede radioaktivitet ud i atmosfæren, mens de hældte 5000 tons sand, bly og borsyre ned i reaktoren for at få situationen under kontrol. De substanser, der blev kastet ned, blandede sig med mange tons uran fra værket og blev til en højradioaktiv lava-agtig masse. Man frygtede, at reaktoren ville nedsmelte og brænde igennem betonfundamentet til kælderen, som var blevet pumpet fuldt af vand i timerne efter ulykken. En nedsmeltning kunne have forårsaget en ny og større eksplosion, der kunne have lagt Europa øde. Tilmed ville en nedsmeltning forurene Dnepr-floden, der løb via Kijev ud til Sortehavet og videre ud i verdenshavene. Tre af værkets ingeniører meldte sig til den selvmordsmission, det var at dykke ned i kælderen og åbne ventilerne for at lukke vandet ud. De døde få uger efter.
Tjernobyl var i 1986 det tredjestørste atomkraftværk i verden. Reaktorerne var såkaldt RBMK-reaktorer efter russisk design, en ny reaktor fem var undervejs, og folkene bag RBMK-reaktorerne hævdede, at de var »lige så sikre som en samovar«. Efter eksplosionen var ledende medarbejdere og forskere ved værket i vildrede og anede ikke, hvad de skulle stille op. Det vidste man til gengæld i Kreml, skriver Plokhy, for her gjaldt det om at lægge låg på sagen, koste hvad det ville. Et morads af individuel frygt, beslutninger, der skulle holde egen ryg fri, hensynet til partiet og propagandakrig med Vesten oversteg hensynet til befolkningen. Sovjetunionens minister for elektrificering, Anatoli Majorets, udtalte således på et møde i begyndelsen af maj 1986: »Vi vil udføre alle nødvendige foranstaltninger og have reaktor fire oppe at køre i oktober og reaktor fem i december!« Flere på mødet mente, at han måtte være delirisk, men ingen turde sige noget.
Af alle dem, der var ved magten i USSR på daværende tidspunkt, fremstår især Mikhail Gorbatjov belastet. Han beordrede, at Kijev afholdt 1. maj-demonstrationer, selv om man var fuldt ud klar over, at der var betydelig strålefare i byen, men selv besøgte han først værket og eksklusionszonen næsten tre år efter katastrofen. Han satte også turbo på propagandakrigen mod Vesten, hvor man fokuserede mere på ulykker på atomkraftværker som Three Mile Island end situationen i Tjernobyl. I Plokhys analyse blev Tjernobylkatastrofen dog begyndelsen på enden af Sovjetunionen, fordi den mobiliserede videnskabsfolk, forfattere og miljøforkæmpere blandt mange andre i en fælles kamp for større åbenhed.
Eftersom den beskyttende sarkofag rundt om den skadede reaktor fire kun kunne holde i 30 år, blev reaktoren i 2016 dækket af verdens største, bevægelige konstruktion, der er 109 meter høj og 162 meter lang med en spændvidde på 257 meter. Den er bygget til at holde i mindst 100 år. Under den pågår det fortsatte arbejde med at demontere reaktoren og håndtere farligt affald. Et internationalt konsortium har finansieret konstruktionen, som koster 1,5 milliarder euro.
Serhii Plokhy: »Chernobyl. History of a Tragedy«. Allen Lane, 2018. Serhii Plokhy har netop vundet den prestigiøse britiske Baillie Gifford Prisen for non-fiktion.
