MED ugens exit for ATP-direktør Christian Hyldahl står de to største pengehuse uden ledelse. Danske Bank har stadig ikke udnævnt en direktør efter Thomas Borgens fald. Og landets største pengetank, pensionskassen ATP, leder efter en afløser til Hyldahl. Man er undskyldt, hvis man står målløs tilbage. Begge direktører har tidligere i deres glorværdige karriere haft det overordnede ansvar for spekulation i henholdsvis borgernes skattepenge og kriminelles formuer. Da det blev afsløret og problematiseret, lod de sig falde på egen sabel.

NORMER for bankdirektørers omgang med lovgivning, regler og andre folks penge ændrer sig nu ganske hurtigt. Som tidligere Nordea-chef var Hyldahl medansvarlig for spekulation i udbytteskat, hvilket han opfattede som uproblematisk. Han udnyttede bare hullerne i lovgivningen. Skulle han da tænke på lovens hensigt? Skulle han da ikke blot tjene så mange penge til kunderne – og dermed til Nordea og sig selv – som muligt?

SKAL bankfolk og finanshuse andet end maksimere profit? ATP-chefen sagde i et interview for nylig noget særdeles afslørende: Han erklærede sig uenig i den dom, der for nogle år siden slog fast, at Nordeas skattefidus faktisk var uberettiget. Men han sagde så alligevel: »Med nutidens normer og med min opfattelse af, hvordan man skal fortolke intentionen med dobbeltbeskatnings­aftalerne, så ville jeg ikke gøre det samme i dag.« Nutidens normer, siger han – som om vi ellers taler om begivenheder, der ligger 100 år tilbage i tiden.

LAND efter land oplever i disse ­måneder en voldsom opmærksomhed på disse »nutidens normer« – en markant modstand mod finansfiduser og den magtfuldkommenhed, som virkelig mange penge ofte fører med sig. Det var åbenlyst ikke deres egen samvittighed eller indre kompas, der fik direktørerne til at gå. Ej heller var det lovgivning og offentlige myndigheder: Finanstilsynet erklærede jo ATP-chef Hyldahl for »fit og proper«, som de kalder det; hans »omdømme, hæderlighed og integritet« var, ifølge myndighederne, lige i øjet. Nej, det var det skarpe lys fra offentligheden, der væltede dem. Hyldahl har nemlig ret. Det, der blev accepteret for blot få år siden, er uacceptabelt i dag. Og bordet fanger med tilbagevirkende kraft.

BYGGES der i disse år endelig noget lærerigt og forhåbentlig solidt op på ruinerne af det finansielle sammenbrud for ti år siden, er det i så fald denne ­lektion: Det ville da være bedst, hvis lovgivning og tilsyn var tilstrækkeligt, og man kunne henvise flydende spørgsmål om normer og moral til forholdet mellem individer alene. Men som vi burde vide allerede fra første sætning af fortalen til Jyske Lov (ja, fra 1241): »Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.« Hvad betyder mon det? At loven slet ikke var nødvendig, hvis folk blot opførte sig ordentligt. Og at hverken moral eller lov derfor kan stå alene, da der er folk, som er parat til at omgå loven. Her sætter en anden instans sig nu igennem: Når ledende bank­direktører og spekulanter afsløres, er det ikke af myndighederne, men af pressen, offentligheden, samfundet. Det åbne, kritiske samfund har flyttet grænserne for det acceptable. Det er virkelig glædeligt. Så må vi se, hvor langt bankerne faktisk flytter sig med.