ÉN blev udskammet, en anden fejret. Men hvad er egentlig forskellen på Shuaib Khan, den leder af indvandre­rbanden Loyal to Familia, som Højesteret udviste i tirsdags, og Nedim Yasar, som samme dag blev erklæret død efter at være blevet henrettet på åben gade? Hvorfor var der nærmest unison lettelse over, at Khan blev forvist, mens Yasar løftes til noget nær martyrstatus? Begge har været bandeledere, der røg ind og ud af fængsel, og begge levede af hashhandel. Yasar opførte sig desuden brutalt over for en masse mennesker, selv dem, der ville ham det godt. Da han endelig valgte at forlade sit gamle miljø, var det mest af alt, fordi han var træt af det stressende, farlige liv som gangster. Han ville ikke byde sin søn at have en far, der var bandeleder, og ønskede tillige at advare andre om det liv.

OMVENDT blev han derfor mest i den forstand, at han gav slip på sin gamle tilværelse. Den væsentligste forskel på Khan og Yasar er således, at Yasar valgte at berette om sit tidligere liv som vært på Radio24syv og i den bog, der udkom i tirsdags. Herved sparkede han døren ind til en parallelverden, der foretrækker at agere i det dunkle. Han var kort sagt ikke loyal to familia, selv om at han altid lagde vægt på, at han ikke havde stukket nogen. Men i bogen er der ingen tegn på, at han angrede over for de venner, kærester, lærere og andre ganske uskyldige danskere, der kom på tværs, mens han var kriminel. Det personlige ansvar for sine overgreb havde han vanskeligt ved at tage.

SYNDER eller helgen? Så enkelt er det ikke. Historien har flere eksempler på folk, som gav væsentlig viden om forbryderiske organisationer, de selv havde været en del af, skønt de ikke ligefrem selv forvandlede sig til bodfærdige dydsmønstre. Tænk på alle de tidligere mafiosoer, rene monstre, som har fået nedsat deres straf, fordi de har sladret om, hvad der foregik. Som ­eksempelvis den 78-årige Gaspare Mutolo, som Morten Beiter interviewede i Rom i foråret, og som havde »myrdet flere mennesker, end jeg har fingre og tæer, de fleste ved kvælning«, som han skrev dengang. Men Mutolos oplysninger har skaffet større bosser bag tremmer.

ER denne kvæler brødefuld eller blot opportunist? Det sidste. Han ville redde sit eget skind og fortrød ikke noget. Og hvad med opgøret med det helt store gangstervælde forklædt som idealisme på arbejdernes vegne? Tænk på forfatteren Jan Valtin, pseudonym for Richard Krebs, der i 1941 skrev den vigtige roman Out of the Night, der sidestillede stalinismen med nazismen. Bogen afslørede, at de kommunistiske partier i Europa blev styret fra Moskva, at konspirationen rakte langt ind i vestlige fagforeninger, at Kreml krævede total lydighed og rensede ud ved at lade overløbere »forsvinde«, og at Vesten ikke anede en brik af, hvad der foregik. Den blev en bestseller og en sensation. Bogen tegnede – om ikke i alle de biografiske detaljer, så på de verdenspolitiske linjer – et sandfærdigt billede.

BEDRE og mindre moralsk ­anløbne mennesker end Jan Valtin er dog set i verdenslitteraturen. Forfatteren havde været en brutal, tyvagtig kommu­nistisk spion i Hamborgs gader, han havde forsøgt at slå en mand ihjel i San Francisco og røg i fængsel, han kom i stald hos den store danske kommunist Richard Jensens anti­nazi­stiske Wollweber-gruppe, indtil Jensen ­begyndte at mistænke Jan Valtin for at være Gestapo-agent. Kort sagt, en lyssky type. Men da han inden krigen flygtede til USA, kom han i hænderne på dygtige amerikanske forlæggere, der nok forstod at skære hans historie til, så den kastede lys over et forbryderregime. Sådan er reglen: Vi tilgiver omvendte voldsmænd, hvis de med livet som indsats deler vigtig, samfunds­forbedrende viden. Yasar endte i tilsvarende gode radio- og forlæggerhænder, og også han kaster lys over i et ­forbryderregime, omend et af noget mindre format. Det er første skridt på vejen til at få det væltet.

 

Læs også anmeldelsen af Nedim Yasars biografi 'Rødder': »Ingen vej ud« og det store interview med Marie Louise Toksvig om Nedim Yasar »Gravskrift«.