For at forstå samtykke i praksis så lad os starte et helt andet sted. Vi kender det nok alle sammen, det dér med at man besøger vennerne, og den varme ret med gorgonzola bliver sendt rundt igen. Du hader ­gorgonzola, men det ved værten ikke. »Skal du ikke have noget mere?«, spørges der afventende. Svaret her burde jo være enkelt. Et tydeligt »nej, tak!«, og så er den ged barberet. Men så direkte er de fleste af os ikke. Vi tager næsten per automatik hensyn til værtens følelser og den relation, vi har til dem. »Nja, uha, jeg er helt mæt, men det smagte virkelig dejligt.« Eller »det er simpelthen så lækkert, men jeg gemmer lige lidt plads til desserten«. Ja, svarmulighederne er mange i den situation, men sjældent direkte. I stedet giver du det, man kan kalde normative afvisninger. Det er afvisninger, som i samfundet vurderes som gode. Værten forstår godt, at du ikke vil have mere af den varme gorgonzolaret, og den gode stemning bevares.

Sådan er det med samtykke. Vi udviser og aflæser dagligt, hvad vi kan kalde samtykkende og ikke-samtykkende handlinger i mange forskellige situationer. Både verbalt og nonverbalt. Og måske ofte en blanding af begge kommunikationsformer.

Men når det kommer til sex, synes der at herske tvivl om, hvad samtykke er for en størrelse. Da Sverige tilbage i 2016 begyndte at debattere en samtykkebaseret lovgivning i forhold til voldtægt, gav det – som så mange gange før, når Sverige forholder sig kritisk til køn og sex – anledning til offentlig latterliggørelse blandt menigmænd i Danmark. Nej, nu var de definitivt gået for vidt. Skulle man så rende rundt med et skema og sætte kryds: »Vil du bolle? Ja/nej«. I dag giver samtykke-spørgsmålet dog ikke længere anledning til endnu et satirisk indslag om »svenske tilstande«. Har de måske fat i noget derovre?

I Danmark er seksuelt samtykke i lang tid blevet fremført som et spørgsmål om »ja« eller »nej«. Den opfattelse af seksuelt samtykke er som taget ud af en juridisk kontrakt. En aftale som indgås forud for de seksuelle udfoldelser, hvor et »ja« indbefatter en accept af de efterfølgende handlinger. Denne opfattelse af seksuel samtykke harmonerer dårligt med de erfaringer og opfattelser af sex, som unge i mit ph.d.-projekt har givet udtryk for.

I 2015 lavede jeg feltarbejde blandt unge for at få deres perspektiv på sex og særligt uønskede seksuelle erfaringer. Det var året, før debatten om samtykke kom, og samtykke var ikke et begreb, som de unge brugte. I stedet talte vi om, hvordan man ved, om nogen egentlig har lyst til sex. Det gjorde mig klogere på den sociale kompleksitet, der kan ligge i det første seksuelle møde med en anden person, men samtidig også på den menneskelige evne, vi netop har som følende, sociale væsener til at navigere i den kompleksitet og fornemme hinanden – uanset kontekst.

Sex er en proces. Den består ikke af én handling, men sekvenser af forskellige handlinger. I den proces indgår samtykke som en underliggende opmærksomhed. Som én af de unge mænd beskrev det: »Det handler om at fornemme den anden. At tage det skridt for skridt for skridt.« Som i enhver anden social sammenhæng handler det om at være opmærksom på, hvordan andre personer reagerer på vores handlinger. Når det første seksuelle møde kan være komplekst og grænse­overskridende, er det, fordi vi ikke kender hinanden. Vi ved helt enkelt ikke umiddelbart, hvad den anden person forventer af os. Det kan føles grænseoverskridende, som nogle unge påpegede, men det er ikke ensbetydende med, at den anden person krænker os. Lytter vi til de unge i mit ph.d.-projekt, så er der ­umiddelbart nogle samstemmende ideer om, hvad der gør en seksuel erfaring god. Det kan for eksempel være, at man holder af personen, man har tillid til personen, man føler sig tryg og afslappet ved personen, at begge parter har lyst og ikke føler sig presset til noget, og at man nyder det, og at det ikke gør ondt. Den gode seksuelle erfaring synes betinget af, at vi anvender vores menneskelige evne til at fornemme, aflæse og tage hensyn til dem, vi er sammen med. Et seksuelt møde er ikke statisk, men udvikler sig. Noget, der er samtykkende, kan således sagtens udvikle sig til noget ikke-samtykkende. Det er derfor, seksuelt samtykke ikke er et spørgsmål om »ja« før sex. Samtykke foregår processuelt, for det handler om at udvise empati og omsorg for den anden og kommunikere lyst gennem vedvarende engagement. Som en pige beskrev det: »Hvis jeg ligger som en død fisk, så har jeg nok ikke lyst. Eller kigger død op i luften og bare tænker »er du snart færdig« eller siger, »er du snart færdig«, så er man altså en kæmpe idiot, hvis man ikke har lagt mærke til, hun ikke gider.«

Skulle man så rende rundt med et skema og sætte kryds: »Vil du bolle? Ja/nej«

De unge, som havde været udsat for et seksuelt overgreb, beskrev typisk, at personen, der krænkede dem, udviste en ligegyldighed over for dem. Udøveren havde ikke vist nogen interesse i, hvad de havde lyst til – eller rettere ikke lyst til. »Jeg var som en død krop«, beskrev en ung kvinde, mens andre brugte lignende metaforer til at beskrive, hvordan de oplevede at blive tingsliggjort under overgrebet. Nogle var blevet udsat for fysisk vold. Andre havde oplevet en vedvarende påtrængenhed, indtil de til sidst »gav op«. For nogle startede samværet godt, men tog en uventet drejning, hvor der pludselig ikke var fokus på fælles nydelse, men kun individuel ydmygelse. Deres erfaringer fortæller os noget om, hvad samtykkende sex i hvert fald ikke er.

På trods heraf kan der blandt de unge stadig findes en opfattelse af, at en »rigtig« voldtægt først er, når den udsatte har sagt fra gennem et »nej!«, fjernet sig fysisk fra situationen eller har skubbet eller slået personen. Her kan normative afvisninger tilsidesættes. Men de unge, der har været udsat for seksuelle overgreb, havde reageret på måder, som vi i enhver anden situation ville opfatte som normative afvisninger og stort ubehag, såsom at sige »jeg har ikke lyst«, fjerne personens hænder, skubbe dem væk, græde eller blive passiv, fjern og helt anspændt i kroppen. Under overgrebet gik de i chok, blev overvældet af situationens pludselige drejning og forsvandt ud af deres fysiske tilstede­værelse. Imens tænkte enkelte også på relationen: »Jeg var bange for, han ikke ville kunne lide mig«, forklarede en ung kvinde. Det kan måske umiddelbart være svært at forstå. Mange vil nok huske Bille Augusts film Zappa, hvor én af hovedpersonerne, Sten, presser og manipulerer sin ven til at spise en skovsnegl. »Kom nu, Mulle, du vil jo gerne være med i hulen, ik’?« Det er ikke svært at se, at her foregår en magtudøvelse. Mulle står i en uforudsigelig situation, hans autonomi er begrænset, og han gør, hvad Sten angiver, trods normative afvisninger, for at redde stemningen, bevare et venskab og frem for alt få sin marokkopude tilbage. Sten ved godt, at Mulle ikke ville have spist sneglen af egen fri vilje. Samme magtudøvelse genfindes i mit ph.d.-projekt.

Hvor der er relationer, er der magt. Det vil sige, der er altid mulighed for at udnytte den sårbarhed, som vi som følende væsener bærer med os. I virkeligheden er vi altid sårbare over for andres ydmygelser, ­nedværdigende behandling, vedvarende pres eller andre former for magtdemonstrationer, der kan intimidere os. Men i det seksuelle møde, dér er vi særligt sårbare. Her indgår vi i en på én gang følelsesmæssig, sanselig og fysisk intimitet og lader et andet menneske komme tæt på os. Vi viser en anden person tillid til, at de på samme måde som vi selv vil behandle os på en værdig måde med respekt for vores autonomi og sårbarhed.

I mit projekt reagerede de unge, som havde været udsat for et seksuelt overgreb, ofte på en sådan måde, som vi med rimelighed i enhver anden situation ville opfatte som udtryk for stort ubehag. I deres fortællinger er det ikke gråzone-agtigt, hvad der er foregået. Erfaringerne kan ikke læses som misforstået samtykke, for der er et fravær af alt det, som betinger samtykkende sex. Og konsekvenserne taler deres tydelige sprog. Et patchwork af sociale, relationelle og følelsesmæssige implikationer, som ikke kommer af samtykkende seksuelle erfaringer. De konsekvenser er ikke mindre virkelige eller objektive end de fysiske skader, der måtte kunne dokumenteres.

Seksuelt samtykke er et spørgsmål om at fornemme og drage omsorg for den, man er sammen med, eller »Tune Ind«, som Det Kriminalpræventive Råds nye kampagne hedder. Men de unges navigering efter seksuelt samtykke er også placeret i en større social kontekst, hvor opfattelser af sammenhængen mellem køn og sex giver mulighed for at tilsidesætte omsorg for den anden, fravige normative afvisninger og praktisere opportunisme. Så der er brug for kollektiv refleksion. Næste gang du står i en seksuel situation, så spørg dig selv: Hvad er det jeg fornemmer, der gør, at jeg ved, den her situation er samtykkende?

Katrine Bindesbøl Holm Johansen er ph.d.-studerende på Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.