Længe har det stået klart, at USAs præsident Trump ser udenrigspolitik som et redskab til at fremme erhvervsinteresser, og at businessaftaler har erstattet værdier, idealer og alliancer med ligesindede som målsætninger for USAs ageren i internationale relationer.

Tirsdag blev, hvad man kan kalde Trump-doktrinen, så fastslået af præsidenten selv i klar tekst, da han lod forstå, at USAs langvarige strategiske og handelsmæssige relationer med Saudi-Arabien vil fortsætte uforstyrret, uagtet at det amerikanske efterretningsvæsen CIA »med en høj grad af sikkerhed« konkluderer, at det var den saudiske kronprins Mohammed bin Salman, der beordrede mordet på dissidenten og journalisten Jamal Khashoggi på det saudiske konsulat i Istanbul i begyndelsen af oktober.

CIAs konklusion, der blev lækket til pressen på forhånd, fordi man kendte præsidentens modvilje mod den, bygger blandt andet på den kendsgerning, at mindst fem medlemmer af den saudiske mordkommando i Istanbul er en del af kronprinsens personlige hold af sikkerhedsvagter, og på en aflyttet samtale mellem mordkommandoen og en af kronprinsens nærmeste medarbejdere, hvor beskeden var: »Fortæl chefen, at arbejdet er udført.« Endelig drager CIA sin konklusion ud fra et nært kendskab til den saudiske magtstruktur: Ingen beslutning af den rækkevidde ville være truffet uden ordre fra kronprinsen, der er sit lands egentlige magthaver.

Ikke desto mindre bevægede Trump sig i sin erklæring ud i vævende betragtninger om, at det »meget vel kan være, at kronprinsen havde viden om denne tragiske begivenhed – måske havde han, måske havde han ikke«. I et interview med Fox News søndag lagde Trump stor vægt på, at Mohammed bin Salman »måske fem gange« under personlige samtaler med ham havde bedyret sin uskyld.

Det er hverken nyt, mærkværdigt eller for den sags skyld kritisabelt, at en supermagt som USA i sin udenrigspolitik må afveje værdier og interesser. Således også i forholdet til Saudi-Arabien, der har været USAs tætteste alliancepartner i Mellemøsten – bortset fra Israel – siden slutningen af Anden Verdenskrig, uagtet at landet altid har været underlagt Saud-konge­familiens stærkt undertrykkende styre.

Men skiftende republikanske og demokratiske præsidenter har altid vidst, at det også tjente USAs interesser, at landets grundlæggende værdier – politisk og økonomisk frihed – bredte sig til resten af verden. I det mindste har man anerkendt, at der i nogle tilfælde kunne være tale om en balancegang mellem værdier og interesser. Det nye under præsident Trump er, at værdier helt er forsvundet ud af ligningen.

Hvad Trump lægger vægt på, er, at det saudiske regime køber massevis af amerikanske våben og lægger store investeringer i USA, skruer op for oliehanerne for at holde oliepriserne nede – og udgør en strategisk allieret i kampen mod den erklærede hovedfjende i regionen, Iran.

Det er naturlige interesser, men også både kyniske og kortsigtede. En kronprins Mohammed bin Salman, som allerede i sin korte tid som reel hersker har kastet sit land ud i en udsigtsløs og blodig krig i Yemen, har lagt sig ud med nabolandet Qatar, har holdt Libanons premierminister som gidsel og på hjemme­bane har vist alle tegn på at være en hensynsløs despot, er ikke en langtidsholdbar allieret, men en katalysator for modstand og evig ustabilitet, såvel hjemme som i regionen. At arbejde på at få ham fjernet burde være i overensstemmelse med både USAs værdier og interesser.