UNIFORMEN sidder stadig helt perfekt, men alt andet krakelerer i den afgørende scene i filmen Et spørgsmål om ære fra 1992: I en militær retssag om et mord på en rekrut kommer oberst Nathan R. Jessep – en af Jack Nicholsons bedste roller – til at afsløre sig selv i raseri over, at han skal stå til regnskab for de normer og love, der gælder uden for barakkerne, i resten af samfundet: »You can’t handle the truth,« råber han i foragt for den chokerede retssal. Han mener, at uniformen sætter ham langt over de smålige forordninger og regler, man følger i civilsamfundet. Skal vi ikke straks medgive, at de aktuelle sager om habilitet og dømmekraft i det danske forsvars ledelse vil være svære at lave et filmisk drama om: Hærchefen, forsvarschefen, departementschefen, finanschefen i Forsvarskommandoen og en personaledirektør undersøges på forskellig vis for direkte eller indirekte at have hjulpet nære familiemedlemmer til gode stillinger, højere løn eller lignende. Eller i det mindste for ikke at have gjort opmærksom på, at de var skingrende inhabile.

SIDDER mange med en fornemmelse af, at der alligevel er noget større på spil i sagerne, har de helt ret. Sagerne om forsvaret handler lige netop om det, oberst Jessep havde svært ved at anerkende: at man værner om forsvarets helt nødvendige forankring i resten af samfundet.

PÅ grund – og ikke på trods – af samfundets forventninger står det danske forsvar nemlig historisk meget stærkt. Der er en enorm opbakning til danske soldater og de missioner og krige, de sendes ud i. Forsvaret er statens redskab, selvfølgelig, men det har en solid folkelig forankring, ligesom støtten til de missioner og krige, danske soldater har været sendt ud til, har været markant. Vi har holdt stædigt fast i den almindelige, folkelige værnepligt siden stavnsbåndets ophævelse, og siden midt i 1800-tallet har den været gældende for alle unge mænd. Man kan i princippet kun slippe, hvis man trækker et højt nummer i et lotteri. Og derfor har Forsvaret også – i princippet – en million mand til rådighed mellem 18 og 49 år. Den stadig mere udbredte professionalisering af forsvaret gør kun forankringen i befolkningen endnu mere væsentlig. Vi befinder os i en uforudsigelig verden, hvor Danmarks geografiske placering hastigt minder os om, hvor udsatte vi egentlig er. Det kræver stærke allierede: ikke mindst i den befolkning, forsvaret udspringer af.

ALMINDELIGE civile love gælder selvfølgelig ikke i krig, hvilket uniformen er med til at markere. Netop derfor er det så afgørende vigtigt, at vi ved, at uniformen sidder på helt almindelige mennesker, på borgere. Og derfor har forsvarets ledelse, både den civile og militære, et stort ansvar for at beskytte det nære forhold mellem samfund og forsvar. Det ser desværre ud, som om den nuværende ledelse end ikke har tænkt noget særligt over den opgave.

MENNESKER i toppen af forsvaret er øjensynlig del af en kultur, hvor de føler sig så relativt hævet over de mest indlysende normer, at de ikke har følt det forkert at hjælpe nære familie­medlemmer. Det er svært at forestille sig noget andet sted, hvor man helt øverst oppe virker så overraskede over, at magtfuldkommen skalten og valten med åbenlyse principper skaber forargelse – det skulle da lige være finansverdenen. Forhåbentlig vil sagerne her give anledning til en markant kursændring. kras