Ned på jorden igen

At beskrive de tanker og følelser, der overvældede mig under og efter Serious Moonlight-koncerten med David Bowie på Ullevi Stadion i Göteborg den 11. juni 1983, er mig næsten fysisk imod. At den mand, der jingede rundt deroppe iført et pastelfarvet jakkesæt med blondt hår sat i New Romantic-stil og blændende kridhvide tænder skulle have stort at gøre med David Bowie, min Bowie, jamen, det var næsten ufatteligt. For ikke at sige ubærligt.

Jeg var blot en usigeligt trist og skuffet lille prik i mylderet på stadion, for min Bowie var et ligblegt nattevæsen med dårlige tænder, der lavede uangribeligt federe musik end nogen anden her på kloden, ikke en solbrændt entertainer, der til forveksling mindede om Cliff Richard. For ikke at tale om den mishandling, han og hans band udsatte en række fanfuckingtastic sange for. Havde han ædt søm eller sniffet lim?

Men først var det »Bowie kommer, Bowie kommer!« Det var dengang fem år siden, han sidst havde vist rosset, hvordan den slags gøres ved en uforglemmelig koncert i Falkonerteatret. Godt nok havde han i april 1983 udsendt albummet Let’s Dance, som ikke fik os helt op at ringe, men som på den anden side heller ikke var decideret dårligt, ja, titelnummeret var indiskutabelt fedt, og »Ricochet« lød næsten som en rigtig Bowie-sang. Resten var mere so-so tilsat et par flovsere, men jeg tilgav ham. Det var nu engang Bowie, selv en champ har off-dage.

I de dengang stadig nærværende 1970ere stod David Bowie ikke så meget uden for tiden, som han kreerede sin egen version af den. Vi andre bevægede os rundt i en forudsigelig gråtintet virkelighed, præget af vaner og pligter og banaliteter og konflikter og november på alle hylder. Sådan var der ikke i Bowies verden. Forestillede jeg mig i hvert fald. Nat eller dag, sommer eller vinter, søndag eller hverdag, det var fuldstændig ligegyldigt for ham, det rørte ham ikke, som han svævede af sted over alting.

Selvfølgelig var han ikke et rumvæsen, men dog et fremmedartet væsen, hverken mand eller kvinde, hverken ung eller gammel, hverken menneske eller dyr. En skikkelse, der perfekt udtrykte de af mine følelser og erfaringer, som jeg ikke selv ejede sprog for. Tilmed i form af bizart originale sange, de 10-11 lp’er, det blev til i 1970erne, blev pejlemærker for den del af min generation, der følte sig fremmedgjort og forfejlet i forhold til, nå ja, stort set alt. Han gav misfits og andre smukke tabere stemme.

For selvom det i årtiet myldrede med god musik, var gassen gået af ballonen i forhold til de glade tressere, hvor navne som Beatles, Stones og Dylan sammen med tusindvis af andre dagligt flyttede grænserne for såvel form som indhold og i processen skabte forestillingen om, at rock kunne besidde kunstnerisk gyldighed. I løbet af årtiet størknede udtrykket, og der opstod nye kløfter. Også inden for musikken, hvilket i sidste ende udmøntede sig i den flok vanartede punkrockere, der udråbte 1977 til år 0 og så ellers mejede stort set alt forudgående ned med et charmant miks af nådesløs vrede og skånselsløs foragt.

Bowie ikke blot overlevede punkens svar på De lange knives nat; med de tre album, der udgjorde den såkaldte Berlin-trilogi, satte han i årene 1977-1979 en ny standard for, hvordan rockmusik lød, føltes og udførtes. Han gjorde sin entré i de funklende nye firsere med mesterlige Scary Monsters (and Super Creeps) (1980), hvorfra sangen »Ashes to Ashes« både fungerede som et farvel til det foregående slidte årti og en portal ind i det ny, til hvilket vi nærede ufattelige forventninger. Den tilhørende video satte standarden for et udtryk, der kun var i sin vorden. Trends kommer, trends går, Bowie består. Og som altid et skridt foran. Omend for sidste gang. Men det vidste vi jo ikke dengang.

Ikke kun Bowies musik var afvekslende, inciterende, fascinerende, anderledes og personlig. Personen selv var et Gesamtkunstwerk, han var hele pakken, simpelthen. Pladeomslag og pressebilleder var et trip, hans tekster fulde af såvel identifikationspunkter som mysterier, han fyldte de mest fremmedartede gevandter fuldt ud, iførte sig bizar makeup og skiftede uafbrudt hårfarve og stil, gav de vildeste og bedste koncerter, og at læse interviews med ham åbnede dør på dør til alt det andet, billedkunst og outsiderlitteratur og kultfilm og narko og det okkulte og andre besættelser. Nå ja, og så var han så smuk og mærkelig og anderledes og uopnåelig og eftertragtelsesværdig, at det halve kunne være nok.

David Bowie: Let's dance

Da denne skikkelse i 1983 efter en pause på tre år (en evighed!) udsendte førnævnte Let’s Dance, var punkmiljøet løbet tør for energi og ideer. Hvad der var startet som en come-hither-all-you-misfits-subkultur, endte som et indædt insidermiljø, hvor alle havde noget på alle, og amfetaminmisbruget havde forvandlet flertallet til følelsesløse zombier, pletrensede for empati og interesse for andre end den lokale speedpusher. Den oprindelige negative energi, der vendtes mod institutioner og autoriteter, rettedes nu per refleks mod stort set alt, der rørte sig. Det var, som de siger i Aarhus, træls.

Det var tid til forandring, helt sikkert. Vi skulle prøve at være lidt positive, se lidt lysere på det hele, trods stormagternes våbenkapløb, trods Reagan og Thatcher, trods ungdomsarbejdsløshed og klimakrise og alt det der. Der kom lidt flere farver på, der blev lyttet lidt mere til pop, og indimellem tillod man ligefrem sig selv at være ung og sorgløs, selvom alverdens byrder naturligvis til stadighed tyngede ens unge sind til jorden.

Men Bowie? Også du, David? Han var på mange måder allerede en stjerne, men anglede nu åbenlyst efter de brede massers accept med modhagefri og behagesyg dansepop, som så mange andre gjorde (næsten) lige så godt. Og dér på Ullevi den underskønne juniaften i 1983 tumlede han ned fra den piedestal, jeg havde haft ham anbragt på i næsten ti år. Hvilket er alle idolers skæbne, på et tidspunkt må man som ungt menneske frigøre sig og komme videre. På den led var det givetvis en velsignelse, selvom jeg oplevede det som en nedtur af dimensioner. Det tog mig i hvert fald år at komme mig over og hen ad vejen genopdage de af mandens kvaliteter, jeg stadig tager næring af.

For var Let’s Dance en skuffelse, tør jeg næsten ikke tænke på, hvad dens to efterfølgere, Tonight (1984) og Never Let Me Down (1987), gjorde ved os Bowie-kids. Som i mellemtiden var blevet voksne og ikke længere på samme måde havde brug for en ledestjerne. Men derfor forvandles man jo ikke til et ufølsomt eller umusikalsk monster. Og måske tog jeg fejl, måske kunne jeg grundet mine forventninger og umådeholdne beundring slet ikke høre kvaliteterne ved de ting, han frembragte i de år? Hvordan lyder de album i dag, uden for en kontekst, der i dag er henvist til historiebøger og ældre menneskers upålidelige minder?

Gennem det fjerde i en serie bokssæt, udsendt af pladeselskabet Parlophone i samarbejde med The David Bowie Estate, har jeg ved selvhør de seneste par uger haft rig mulighed for at besvare de spørgsmål. De tre første sæt i serien, Five Years (1969-1973), Who Can I Be Now (1974-1976) og A New Career in a New Town (1977-1982), er fuldstændig essentielle for alle med interesse for værk såvel som mand. Eksemplariske i enhver henseende indeholder de stort set alt udsendt offentligt i de pågældende tidsrum, garneret med uudgivne koncertoptagelser. Musikken er blevet remastered på det fornemste, og udstyret er forbilledligt, hvad enten man er til cd eller lp.

David Bowie i 1980erne

Det samme tør også siges om Loving the Alien (1983-1988), der som bokssæt betragtet fremstår som et udsøgt produkt, helt i The Dames ånd. Men. Men musikken, altså. Tog jeg fejl med hensyn til de tre nævnte album? Ja og nej. Let’s Dance lyder næsten bedre end dengang, en vital hyldest til dansen, til kroppen, til livet og til sort musik som inspirationskilde. Nile Rodgers’ produktion funkler, og det var en genistreg at indforskrive bluesguitaristen Stevie Ray Vaughan. Så det.

Derimod fremstår efterfølgeren Tonight stadig som et lavpunkt i karrieren, måske det overhovedet dårligste album, Bowie udsendte i eget navn. Fraset det brillante åbningsnummer »Loving the Alien« er det en både idéforladt og vitaminfattig omgang, fuld af uinspirerede coverversioner og en produktion så slap, at man ikke fatter, at det overhovedet kom gennem mandens ellers så sikre kvalitetskontrol.

Mindst lige så udskældt var efterfølgeren Never Let Me Down, som dog består af mandens egne kompositioner og indeholder en håndfuld lytteværdige sange. Så vidt det kan høres. For igen er den helt gal med produktionen, der nærmest suger alt liv ud af foretagendet.

Det vidste Bowie godt selv, og før sin død udtrykte han et fromt ønske om simpelthen at genindspille hele pladen. Det nåede han ikke, men en vis Mario McNulty har isoleret vokalsporene og med et veloplagt hold af musikere lagt ny backing på, hvilket betyder, at der nu findes to udgaver af skiven. Den ny er langt at foretrække efter min mening. Det, der i sin tid ville have været side et på lp’en, fungerer faktisk fantastisk. Et vist fald i sangskrivningsniveauet betyder, at det derefter bliver en mere blandet fornøjelse, men alligevel som helhed en positiv overraskelse.

Derudover medfølger to dobbelte livealbum, et fra hver af årtiets store verdensomspændende turnéer. Føromtalte Serious Moonlight Tour dokumenteres med optagelser fra Montreal anno 1983, der såmænd kun bekræfter min opfattelse af koncerten på Ullevi. Der mangler noget. Magi, for eksempel. Det lyder mekanisk, og sættets mange ældre sange ribbes for betydning, saft og kraft. Ifølge Bowies trofaste guitarist Carlos Alomar skulle det have været en hyleskæg turné for de involverede. Det høres ikke!

Da Bowie vendte tilbage til alverdens scener med sin Glass Spider Tour i 1987, takkede jeg simpelthen nej til tilbuddet og blev hjemme. Turneen fik så mange tæsk af kritikerne, at det føles helt sært at påpege, hvorledes den tilhørende live-cd strutter af liv, spilleglæde og en David Bowie, der synger røven ud af bukserne på snart sagt hvem som helst. Det er bokssættets clou og raison d’être, og vi taler seriøs revisionisme, for musikken stammer fra et af karrierens sorteste kapitler overhovedet. Dén er jeg glad for at have fået med!

Der følger også en overflødig cd kaldet Dance med, bestående af diverse tolvtommer-mix, der ikke føjer noget af betydning til det i forvejen pauvre materiale og så absolut kun er for feinschmeckere. Den var planlagt til udgivelse i 1985, men selv den solbrændte version af Bowie må have indset, at Dance næppe ville have gavnet hverken hans karriere eller renommé.

Endelig dobbelt-cd’en RE:CALL, der samler alt det løse. Det vil i dette tilfælde bizart nok sige nogle af periodens absolut fineste sange, produktioner, performances og hits. Og et par af de skæve; Bowies duet med Mick Jagger på Motown-klassikeren »Dancing in the Street« fra Live Aid 1985 giver stadig kuldegysninger. På den ufede måde.

David Bowie: Jazzin' for Blue Jean

Hørbare er derimod sange som »This Is Not America«, et samarbejde med Pat Metheny, det geniale »Absolute Beginners« fra filmen af samme navn og en anden inspireret filmsang, »When the Wind Blows«. Fra Jim Hensons Labyrinth, hvor Bowie (desværre) selv medvirkede, er nummeret »Underground« en overset perle, og en sjælden mulighed for at høre The Dame synge gospel! Det eneste, man egentlig savner, er en dvd med hans videoer fra perioden, idet de ofte var bedre end sangene!

En interessant oplevelse at høre David Bowies output fra en periode, hvor han bogstavelig talt kom helt ned på jorden. Også selvom karrieren kommercielt tog en tur ud i stratosfæren, og han en årrække kunne konkurrere med firserikoner som Michael Jackson, Prince og Madonna om massepublikummet og MTV-crowdens gunst. Forude lå tiden med Tin Machine, efterfulgt af en lang sej kamp for at genvinde såvel respekt som inspiration, men det, piger og drenge, er en helt anden historie.

David Bowie: Loving the Alien (1983-1988) (Parlophone/Warner)

Læs også Klaus Lynggaards anmeldelse i Weekendavisen #44, fredag 2. november 2018, af »Bohemian Rhapsody« – filmen om Queen og især om Freddie Mercury: »Ensom rock’n’roll-tjubang«