Stilhedens Ø

»Jeg vil ikke,« siger Lora. Lavt. Kun Yaruh, hendes tvillingebror, kan høre hende.

»Du skal.«

Han trykker et rynket æble ind i hendes hånd. Frugten har næsten ingen grokraft. Hun ville helst være fri for at mærke det, men hun kan ikke selv vælge. Frueslægtens evner er stærke i hende og hendes bror.

»Kan du ikke tage med?« hvisker hun. Yaruh giver hende et knus.

»Nej, den her rejse er kun for dig.«

Hendes onkel hjælper hende ned i båden. Den gynger. Eller også er hun svimmel. Foran hende står kisten. Den slanke jolle bliver roet ud mod Stilhedens Ø. Hun ser sig tilbage. Yaruh står stadig på broen. De har aldrig været væk fra hinanden før.

Hun lader blikket glide videre. Op til den hellige lund, forbi Fruens runde hal. Videre over markerne, der dækker Dalens bakker. De er visne. Hun åbner hånden og ser på æblet. Hun ved, hvorfor Yaruh gav det til hende. Hun har et ansvar. Uden Fruens kraft slår høsten fejl. Hun lægger sin hånd på kisten. Deres mor er død. Hun har været syg længe. En ny Frue må følge efter. Lora er født til opgaven. På samme måde som Yaruh skal være Zio efter sin onkel. En bror og en søster hersker over Dalen. Fruen danser grokraften frem. Zio synger og sender de døde videre. Sådan er Loven.

»Gør dig klar,« siger hendes onkel, da de når frem. Han har løftet sin hvide Zio-stav. Den holder de sultne Dødevogtere væk. Lora holder blikket ved jorden, men hun kan lugte dem. Rådnesygen får deres kød til at falde fra knoglerne. Deres eneste føde er de døde. Men først når Zio har sunget sjælene over til den anden side.

Se og hør Josefine Ottesen læse første afsnit af føljetonen »Månekniven«:

Zio går forrest hen til Fruekrypten. Porten åbnes med en magisk sang. De fire rorsmænd bærer kisten ind. Så skynder de sig tilbage til båden og sejler væk. Zio puffer Lora frem. Porten lukkes. Kun lyset fra Zios stav gennembryder mørket.

Krypten er fyldt med Fruekister, alle tomme. Zio skubber låget på den nye kiste til side. Lora ser på den døde i skæret fra staven. Deres mor har altid været syg og svag. Kun til årets fire Månedanse har hun vist sig som Frue i den hellige lund. Hun har aldrig haft kræfter til sine to børn. Lora føler ingenting ved synet af den døde kvinde, men hun ville ønske, hun gjorde. Det føles forkert, at Yaruh ikke er her. De plejer at opleve alting sammen.

»Du ved, hvad du skal,« siger hendes onkel og peger.

På brystet af den døde kvinde glimter Det Gyldne Segl. Lora slår blikket ned. Hun vil ikke. Men Zio tager hendes hånd, lukker den om guldkæden og rykker til. Så lægger han seglet om hendes hals. Det er ligkoldt mod huden. Et øjeblik efter gløder det heftigt. Lora får kvalme og vil tage det af. Zio forhindrer det.

»Du har vækket seglets kraft. Du bliver en stærk Frue,« siger han.

»Men jeg er ikke lært op. Hvordan skal jeg ...« Lora er tæt på at græde. Han lægger en tung hånd på hendes skulder.

»Jeg lærer både dig og Yaruh op. Der er regler for den slags i Loven.« Lora nikker, men alt i hende gør modstand. Hun er for ung til at være Frue!

»I nat våger du ved kisten. Ved daggry sender vi din mors sjæl over Tågebroen,« siger Zio.

Han går ud. Porten lukker. Lora sidder tilbage i mørket. Alene med den døde. Det Gyldne Segl føles tungt. Kvalmen snurrer stadig i maven. Udenfor skriger Dødevogterne. De får først mad i morgen.

Hvordan skal Lora komme igennem natten, alene med den døde?

Læs de øvrige kapitler her:

Kapitel 2 - »Stemmen i mørket«
Kapitel 3 - »Loras skæbne«
Kapitel 4 - »Brune øjne«
Kapitel 5 - »Fruebogen«
Kapitel 6 - »Lovens bud«
Kapitel 7 - »Nishin«
Kapitel 8 - »Høstmånen«
Kapitel 9 - »Flugten«
Kapitel 10 »Kniven«
Kapitel 11 - »Forrådt«
Kapitel 12 - »Det skjulte«
Kapitel 13 - »Mester«
Kapitel 14 - »Sommerfugleslugten«
Kapitel 15 - »Grokraften«
Kapitel 16 - »Tvekamp«
Kapitel 17 - »Det gyldne segl«
Kapitel 18 - »Kniven i hjertet«
Kapitel 19 - »Tilbage til livet«                                                                                                                                                    Kapitel 20 - »Fruens kraft«