Kære læser

Man holder vejret lige nu. Tør knap nok blinke med øjnene. Verden føles som en samling faldefærdige hytter midt i en orkan, og man er bange for, at ens mindste bevægelse kan få endnu et skur til at kollapse.

Men måske nytter det ikke noget, at vi sidder helt stille og tier for ikke at skabe splid og bidrage yderligere til blæsevejret.

1. Slovakiets sygdom

Mens Slovakiets premierminister, Robert Fico, stadig lå i kritisk tilstand på operationsbordet, begyndte slovakiske politikere at skyde skylden på hadet i pressen og på de sociale medier.

»Den hadefulde retorik, vi har været vidne til i samfundet, fører til hadefulde handlinger,« udtalte Ficos politiske modstander, den slovakiske præsident Zuzana Caputova, for eksempel.

Forklaringen lyder så åbenlyst rigtig, at selv oppositionen griber instinktivt ud efter den, når de oplever et tragisk anslag mod demokratiet.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det svarer lidt til at beskylde feberen for at være årsagen til ens influenzainfektion.

Hver generation har sine attentater på politikere, der ætser sig ind i vores kollektive bevidsthed, men de sætter sig så uudslettelige spor, fordi de i modsætning til had og uenighed er ret sjældne.

Man kan se attentaterne som den ultimative forlængelse af den hadefulde retorik, men mere sandsynligt er det nok, at begge dele afspejler nogle dybere splittelser i befolkningen: Folk er faktisk uenige om, hvilken retning et land skal gå i, og fra tid til anden driver det folk til vold.

Vil man dybere ned i Slovakiets egentlige sygdom, er det værd at læse den svenske forfatter og skribent Hynek Pallas i Göteborgs-Posten: Fico lader til at være uden for livsfare, men det er Slovakiet ikke, konstaterer Pallas, der for nylig udgav bogen Skotten i Slovakien om det plagede land.

Ingen kan lide had, men ofte er den enes had den andens kritiske opposition. Når vi giver de hårde ord skylden i stedet for at tale om den underliggende splittelse, giver det os en undskyldning for langsomt at kvæle demokratiets immunsystem.

2. Tandløs timeout

De sociale medier blev også hevet op fra kassen med de velkendte syndebukke i fordømmelsen af attentatet i Slovakiet. Had er der utvivlsomt meget af på de sociale medier, og de har ganske givet gjort det lettere at få sit fix af frisktappet galde.

Men måske er deres betydning for den politiske splittelse i vores samfund mere nuanceret, end det ofte lyder i kampens hede.

I hvert fald har forskere i et helt nyt studie svært ved at finde beviser for, at en timeout fra de sociale medier påvirker polariseringen.

I samarbejde med Meta, der ejer Facebook og Instagram, har nogle af de førende forskere på området lavet et stort feltstudie, hvor de efter lodtrækning har betalt nogle brugere for at deaktivere enten deres Facebook- eller Instagram-konto i seks uger under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2020.

De blev så sammenlignet med en kontrolgruppe, der kun skulle deaktivere deres konto i en uge til gengæld for et mindre beløb, og mens den lange afholdenhed ikke så ud til at have betydning for polariseringen, var der tegn på, at det gik ud over deltagernes viden om nyheder.

Lidt mere uvidende, men det kan selvfølgelig også være helt rart for tiden.

3. Kollegakonflikt

Polarisering synes der også at være på Københavns Professionshøjskole, hvor hundredvis af undervisere fra skolen har kritiseret deres kollega, antropolog og lektor Sofie Danneskiold-Samsøe.

Årsagen er, at Danneskiold-Samsøe i Politiken har fortalt om studerende, der siger, at de ikke kommer til at anbringe børn fra muslimske familier, fordi det strider imod deres værdier om, at familien skal holde sammen.

Kollegerne kritiserer hende for at mangle dokumentation for udtalelserne og har blandt andet sagt, at hun må fortælle, præcis hvem det drejer sig om, eller fremlægge forskningsmæssigt belæg for påstanden i stedet for bare at fortælle om sine egne oplevelser.

Det er også noget rod med anonymiserede betragtninger, der ikke kan efterprøves, og som risikerer at mistænkeliggøre en masse mønsterstuderende, der sagtens kan adskille det private og det professionelle.

Men omvendt kan vi vel ikke kræve, at adgangsbilletten til den offentlige debat er, at man medbringer en stor bunke med solid empiri eller hænger navngivne studerende ud i pressen.

Striden er ikke køn, men måske er skænderiet og splittelsen det mindste af onder.

I den forbindelse kan man jo glæde sig over, at det faktisk er muligt at være uenige på Københavns Professionshøjskole. Stemningen er muligvis ikke så god i korridorerne for tiden, men som skolens rektor, Anne Vang Rasmussen, forbilledligt siger til Berlingske om Danneskiold-Samsøe:

»Der er meget vide rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed, og hun er i sin gode ret til at blande sig i den demokratiske debat. Det er hendes kollegaer også. Også når den bliver svær og konfliktfyldt.«

Det citat er lige til at klippe ud og hænge op til fremtidig brug.

Venlig hilsen
Anders Boas

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.