DET var Israels nationaldag i tirsdags, uafhængighedsdagen, hvor man markerer grundlæggelsen den 14. maj 1948. I år var det en helt særlig begivenhed på grund af landets ekstreme situation. Mange israelere har genset optagelsen af David Ben-Gurion, landets første premierminister, der lige over midnat erklærede, at den nye jødiske stat Israel nu var grundlagt i henhold til FNs delingsplan. Og de kender historien: 11 minutter efter erklæringen anerkendte USA de facto Israel, efterfulgt af blandt andre Iran. Sovjetunionen var det første land med en fuldt bindende anerkendelse nogle dage senere. Den krig, der brød ud med de arabiske naboer straks efter erklæringen, er aldrig sluttet helt. Israels grænser er stadig flydende, konflikten aldrig løst.
ER det forståeligt, at israelerne fejrer uafhængigheden med en følelse af både stolthed, sorg og håbløshed, er fortællingen ensidigt rædsom for palæstinenserne. Deres vigtigste mærkedag blev markeret dagen efter, den 15. maj, hvor de mindes al-Nakba, katastrofen, hvor 700.000 palæstinensere flygtede eller direkte blev fordrevet fra deres land. Den palæstinensiske historie er lutter nederlag, undertrykkelse og vold, fra både Israel, de arabiske stater og deres egne uduelige magthavere.
VEJEN til fred går gennem to selvstændige stater, og derfor diskuteres det intenst, om FNs medlemslande skal anerkende Palæstina. Det har 137 stater allerede gjort, men ikke Danmark, som i lighed med de store EU-lande og USA holder sig tilbage. En anerkendelse kommer først som del af en samlet tostatsløsning, siger Mette Frederiksen. Men tiden er kommet til at skifte kurs og anerkende Palæstina. Det vil af nogle blive set som en gave, en sejr til Hamas, som utvivlsomt vil juble over en sådan anerkendelse. Men det må affejes som en ærgerlig bivirkning: Det afgørende er, at en anerkendelse vil sende et klart signal til både israelere, palæstinensere og alle os andre om at tage ønsket om en tostatsløsning alvorligt.
TIL israelerne vil det indebære et krav om at afslutte den midlertidighed og utydelighed om landets grænser, der har hærget området siden Israels grundlæggelse. At anerkende Palæstina på Vestbredden og i Gaza inden for den såkaldt grønne linje, våbenstilstandslinjen fra 1948, er at markere over for Israel, at landet besætter en selvstændig stat, hvilket må bringes til ophør hurtigst muligt.
AT det vil skabe stor modstand i Israel, er åbenbart: Særligt den israelske regering ønsker ikke en sådan stat, den er imod en tostatsløsning og arbejder for fortsat israelsk kontrol. Lige nu lyder det fra højrefløjen, at Israel skal genbesætte Gaza og udvide bosættelserne på Vestbredden, hvor de selvbestaltede militser får stadig mere magt. Men det vigtigste er anerkendelsen af Palæstina som signal til den israelske opposition og befolkning: Nu må de tage grundlæggende stilling til det misfoster, den stadig mere aggressive zombie, de har skabt med besættelsen: Den undergraver år for år muligheden for nogensinde at slutte fred. Og den æder det israelske demokrati op indefra.
STOPPE besættelsen kan Israel kun gennem et stort selvopgør. Palæstinensisk terror og naboernes historiske modstand mod Israel har udhulet israelernes tro på fred, men det kan ikke bortforklare besættelsen eller bosætternes opførsel på Vestbredden de seneste 20 år. Besættelsen er en historisk absurditet, en aktuel politisk forbrydelse og udtryk for et menneskesyn, der går imod både menneskerettigheder, international lov og visionerne blandt Israels egne grundlæggere.
DEN voldsomme udbygning af bosættelserne viser, at israelerne ikke har taget et reelt ansvar for den destruktive magt, de har overladt til bosætterne og deres politikere. Tværtimod: Benjamin Netanyahu har konsekvent undergravet det palæstinensiske selvstyre. En anerkendelse af Palæstina er et kraftfuldt spørgsmål til den israelske opposition og de israelere, der stikker hovedet i busken: Hvad vil I? Hvad er jeres plan for en tostatsløsning? Hvordan vil I tage opgøret med bosætterne?
TÅGEDE grænser og flydende juridiske og politiske forhold er gift for relationen mellem Israel og Palæstina. Derfor er en anerkendelse også et signal til palæstinenserne: Det vil afsløre det akutte behov for legitim repræsentation gennem demokratiske valg og gennemgribende reform af selvstyret. Sker det – i samarbejde med Israel og det internationale samfund – kan selvstyret genvinde legitimiteten blandt palæstinenserne. Det vil kræve klare meldinger fra Palæstina om, hvordan man ser på kommende fredsforhandlinger.
OG hvad så med Hamas? Hvordan kan den omkringliggende verden anerkende en stat, hvor en stor del af landet er kontrolleret af en terrorbevægelse i krig med Israel? Det er et presserende spørgsmål, som Israels kritikere sjældent tager alvorligt. Men en anerkendelse af Palæstina er ikke en anerkendelse af Hamas, tværtimod. Det er en anerkendelse af palæstinensernes legitime ønske om selvbestemmelse uden tvang og undertrykkelse. Men det er også et krav til palæstinenserne, også i Gaza, om at tage sig selv og deres situation alvorligt, en ansvarliggørelse: Heller ikke de kan for evigt give Israel skylden for deres lidelser. En anerkendelse af Palæstina må indebære, at omverdenen holder op med at behandle palæstinenserne som historiens evige ofre og giver dem reelt ansvar. De midlertidige ordninger, der nu har varet i årtier, må afsluttes, herunder palæstinensernes status som flygtninge og det internationale samfunds, særligt FNs, dybt problematiske involvering i det palæstinensiske civilsamfund. Ansvaret for palæstinensiske skoler må for eksempel overgå til en palæstinensisk stat. Vil Israel opretholde besættelsen af denne stat, må Israel som besættelsesmagt tage ansvaret. Det vil give israelerne et meget stærkere incitament til at trække sig ud.
UANSVARLIGE politikere og særligt den aggressivt hændervridende offentlighed i resten af verden har også brug for et signal om at tage sig gevaldigt sammen. Støtten til en tostatsløsning er blevet en rituel trosbekendelse uden reelt indhold. Ingen tror for alvor på den, fordi de færreste har gidet tage et ansvar for den – herunder at konfrontere de to store forhindringer: Israels venner ignorerer den israelske besættelse og det officielle Israels modstand mod en fredsløsning gennem de sidste 20 år. Og propalæstinensere bidrager til den ulidelige offer- og voldsdyrkelse i den palæstinensiske kultur. Får palæstinenserne det reelle ansvar for deres egne holdninger og handlinger, vil det tydeliggøre, hvad der er på spil, og hvad omkostningerne er. Alle dem, der elsker Israel eller råber op om et frit Palæstina, må forholde sig til noget mere besværligt: Hvilket Israel? Hvilket Palæstina?
MIDLERTIDIGHED er blevet permanent, krigstilstanden konstant. Men man skal ikke gøre sig nogen illusioner: En anerkendelse af Palæstina vil ikke med et slag ændre noget. Bosættelserne vil ikke straks forsvinde, og der er en risiko for, at denne nye stat vil falde i islamisters og terroristers hænder, bakket op af Iran, Rusland og Kina. I så fald vil det være tydeligt for alle, hvad der sker, og Israel vil have stærke allierede i Vesten og blandt hovedparten af Mellemøstens stater. Under alle omstændigheder vil alternativet med sikkerhed blive værre – også for vestlige interesser: En fortsat israelsk besættelse og fraværet af en tostatsløsning vil få det palæstinensiske selvstyre til at bryde sammen og forvandle Vestbredden til Gaza. Volden vil eskalere, krigen brede sig, og bosættere og religiøse nationalister vil styrkes. Det vil yderligere undergrave det demokratiske, liberale Israel til fordel for et religiøst, etnonationalistisk regime. Og det vil utvivlsomt destabilisere Mellemøsten i uoverskuelig fremtid.
NU findes der ikke sikre og veldefinerede grænser mellem israelere og palæstinensere – det gjorde der heller ikke i 1948. Alle væsentlige aktører, stater og organisationer, støtter en tostatsløsning. En anerkendelse af Palæstina forpligter os til at arbejde seriøst og målrettet for den – uden undskyldninger eller bekymrede bortforklaringer. Det kræver et hårdt pres på Israel om et opgør med besættelsen – og dermed den siddende regering. Og det kræver dyb involvering i både fredsprocessen og en gennemgribende reformering af Palæstina, så palæstinenserne hurtigst muligt kan tage et virkeligt ansvar for deres egen skæbne; i krig eller fred med Israel.