»I mænd og jeres mad,« sukkede en kollega for nylig, idet hun satte sig på den ledige plads ved det ejendommeligt høje bord, en bardisk uden bar, hvor mænd fra avisen fylkes i bladhusets kantine.
Hun havde allerede på afstand opfanget, hvad vores knever handlede om; vi må have set ekstra animerede ud.
Rolig, vi taler også om Gazakrigen og HBO Max og om, at andre medier er dårlige, sågar om dansk politik. Mad er blot det store tilbagevendende emne.
Vi taler om den mad, vi får til frokost – sommetider med noget af den i munden – vi taler om den mad, vi har spist i weekenden, og selvfølgelig om mad, som vi agter at lave, og om den korrekte tilberedning af fødevareemnet, når det skal ske. Vi taler om hurtig og langsom mad og om, at madanmeldere ved andre medier ikke kan finde ud af at smage rigtigt. Hele madpyramiden får vi vendt.
»Nogle gange,« sagde jeg forleden, »erklærer jeg en dag for at være Oksens dag. Så laver jeg en mægtig steg og ender selv med at spise mindst halvdelen af den.«
Flere af mine kollegaer er dygtige kokke, men jeg taler om mad, sådan som folk, der ikke kan spille fodbold, taler om fodbold. Oksens dag? Hvad slags bragesnak skal det overhovedet forestille at være?
Ikke desto mindre er jeg blevet familiens kok. Jeg køber ind til alle måltider og smører børnenes for tiden syv madpakker af forskellig størrelse hver dag i det tidlige morgenmørke. Jeg står også for hovedparten af aftensmåltiderne samt fremstilling af kager, hvis vi får gæster.
Min kone kan lave dejlig mad, og det gør hun også, men så er det ligesom en luksusbegivenhed, synes jeg. Så trakterer hun.
Jeg kender sågar en kvinde, der helt har indtaget den rolle, som grillmanden havde for en generation siden. Han var manden, der aldrig lavede hverdagsmad, men skulle der være fest, trådte han frem på scenen i sit læderforklæde med sin optrukne vinflaske og tilberedte noget meget dyrt kød, som alle skulle se. I dag er han en kvinde.
Mændene i mine cirkler synes at have opnået et nærmonopol på hverdagens køkkenarbejde. Vi snitter, skærer, braser og oversalter maden til vore familier, mens vi lytter til podcasts og sørger for, at opvaskemaskinen får nok afspændingsmiddel at drikke og er permanent i sving.
Usynligt arbejde kaldes det, når man, uden at det påskønnes, værdisættes eller i situationen bemærkes, lige folder et uldtæppe, der er blevet krøllet sammen i sofaen, eller sorterer 300 par sokker eller husker at tjekke Aula – denne skolevæsnets håndholdte energivampyr – sådan, at i det mindste én forælder ved, hvad børnene driver med i størsteparten af deres vågne liv, og får pakket deres tasker behørigt.
Arbejdet med at holde styr på alle disse ting er en psykologisk møllesten om halsen på den, der udfører det. Der er enighed om, at det særligt er kvinderne, der er tynget. Det er deres mental load, siger man.
I så fald er mit arbejde som kok blevet min mantal load.
Det er en lidt anderledes form for load, for der er nemlig sket det ulykkelige, at min kone har forstået, at jeg desværre godt kan lide at lave mad. At jeg på en måde søger ud i køkkenet, og at køkkenet dermed udgør en form for mandehule, hvor jeg oplever kvalitetstid.
Kvalitetstid er det naturligvis ikke altid, madpakker bliver aldrig morsomme at pakke, og jeg forbander dagligt det kantineformede hul i den danske folkeskolemodel. Min kone har bare udviklet en evne til at fornemme, præcis hvornår min madlavning er rå nødvendighed, og hvornår den kammer over i lyst, hvilket sker ofte.
Det er dét, der er på spil, når jeg står i døren til stuen og siger: »Øh, du,« mens jeg ligesom skraber lidt i gulvet med min maosko. »Jeg skrubber sgu lige ind til mine kødgryder.«
HVORFOR BLEV køkkenet mandens domæne? En teori kunne være, at hans madfiksering begyndte i Generation X, som var den første kohorte, der fik mulighed for at vælge frit fra et globalt menukort. Madoplevelser blev kulturoplevelser, noget, det var værd at prale af, også uden for segmentet af mænd med røde næser og sauce på silkereversen.
Samtidig faldt prisen på semiprofessionelt køkkengrej, så enhver, der var villig til at prioritere sin gastronomiske udvikling, kunne være med. Mange mænd har en stor glæde ved grej, købet af værktøj, hvad enten det bruges eller ej, synes at tilfredsstille et maskulint behov.
En del af charmen ved brødrene Prices første sæsoner af madprogrammer var, at de, som to små atommagter, kappedes om at opbygge et magtbalancetippende arsenal af køkkenmaskiner. Mandens køkkenudstyr udfylder samme behov, som modeltoget gjorde for hans morfar i 1960erne. Selv har jeg for nylig fået mig en fin narkohandlervægt, så jeg kan afmåle præcis otte gram gær til en brøddej, hvilket fylder mig med fryd.
Jeg har altid haft det svært med at hænge ud, blot være social og nyde mine venners selskab. Det sociale skulle nødig handle om nogen, det skal helst handle om noget. Madlavning er på linje med at spille i band oplagt projektorienteret samvær.
Før i tiden, før madpakkernes antal blev så stort derhjemme, var vi en flok venner, der nu og da mødtes i en hel weekend for at lave mad. Vi sagde, at vi tog på »fatcamp«. Der ville være indkøbt en halv økogris i en flamingokasse, og i fællesskab ville vor lille koloni forvandle grisebassen til skinke, røget bacon, glas med rillette, medister og sågar ved én lejlighed spegepølse, hvilket er ret indviklet for en amatør, fordi der indgår fermentering.
Min opgave var at passe medisterstationen og tage imod pølserne, efterhånden som de, stoppet med fars, forlod røremaskinens (en Bjørn Teddy til 9.000 kroner) pølseaggregat. Der var koldt i lokalet, måske otte grader. Farsen var kold. Jeg følte mig som en sexarbejder, der betjente en yeti. Men også meget mandig.
Er der måske ikke bare noget iboende maskulint ved at lave mad? Det må der være! Der er et rockband, jeg godt kan lide, som, passende nok, hedder Spoon. Fra min lille telefon på køkkenbordet snerrer forsanger Britt Daniel, mens jeg svitser løg:
And the world, still so wild, called to me!
Ja, svits de løg! Gør verden vild igen!
I was lost, I’d been kept on my knees!
Du siger det, Britt Daniel: Vi er blevet holdt nede! Er der overhovedet ligeløn på markedet for usynligt arbejde? Nej, manden har et årelangt lønefterslæb!
Vi får aldrig anerkendelse for vores arbejde i køkkenet, før vi holder op med at elske det.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.