Film

Sandblæst

Siden jeg så anden del af Denis Villeneuves episk smukke Dune-filmatisering, har jeg hver aften, som franchisens Baron Vladimir Harkonnen nedsunket i sit healende mudderbad, ligget i min seng indhyllet i lyden af Frank Herberts serie af bøger om fremenerne, sandormene og Atreides-klanen på den mytiske ørkenplanet Arrakis. Jeg spoiler ikke noget ved at sige, at det kun bliver mere syret, jo længere man kommer. Faktisk så syret, at det er svært at forestille sig, at Villeneuves ultraminimalistiske æstetiske udtryk kan presses ned over fortællingen uden at forvrænge den fuldstændigt.

Men måske kan han skele til Frank Pavichs dokumentar Jodorowsky's Dune fra 2013, som fortæller historien om, hvordan den chilensk-franske avantgardeinstruktør Alejandro Jodorowsky – inden David Lynchs udskældte version fra 1984 – fik frie tøjler til at lave, hvad der skulle have været den første filmatisering af Dune-universet.

Den involverer vilde planer om, at Pink Floyd skulle lave soundtracket, at have Mick Jagger og Gloria Swanson på rollelisten og ikke mindst et gigantisk storyboard lavet i samarbejde med tegneserieskaberen Moebius, der ser så surrealistisk ud, at selv ikke Salvador Dalí, der skulle have spillet rumkejser, kunne have fundet på det.

Det hele løb godt nok ud i – ja – sandet, men dokumentaren kan ses i Cinemateket senere på måneden.

Jodorowsky's Dune, Cinemateket i København, 16. maj.

Musik

Pionerrap

Det er aldrig helt lykkedes den svenske rapper Yung Lean at lave et fuldendt album til trods for den over ti år lange verdensomspændende kultdyrkelse af ham, der har fundet sted, siden han som bare 16-årig i en viral eksplosion blev bannerfører for en lyd, der var med til at revolutionere hiphoppen. Men nu har han fundet sammen med Bladee, en svensk medpioner og ven, og i forening har de formet en hård, rocket ravklump af et album.

På Psykos er det mørkeste af den kodein-inficerede mumlerap erstattet af et mere postpunket udtryk, som understøttes af frembrusende guitarmelodier, alt imens der stadig er plads til den slags kuriøse kulturelle referencer, der altid har været kendetegnende for og filtret ind i Leans musik. Som på pladens nærmest dansable højdepunkt »Sold Out«, der indledes med en slagsang til den legendariske svenske fodboldspiller Henrik Larsson for derefter at behandle duoens for tidlige berømmelse: »I killed my youth, I watched it fall.«

Selvom albummet kun er otte numre langt, varsler det et modent hamskifte, som både forfrisker genremæssigt og stabiliserer kvaliteten. Det kan Lean forhåbentlig fortsætte selv uden at have Bladee med som skytsengel. Psykos er i hvert fald Yung Leans bedste og mest sammenhængende værk til dato. Bladees er derimod det også netop udgivne, grufulde epos Cold Visions.

Psykos, Yung Lean og Bladee, World Affairs.

Podcast

Snakke-sludre-taleradio

Det kan godt være, at Frederik Cilius og Rasmus Bruun tidligere i år sendte Den Korte r8Dioavis på orlov på ubestemt tid, mens de render rundt og laver vigtigere ting – hvad end det så måtte være.

Men Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun lever heldigvis videre i bedste velgående i podcasten Kirsten ringer til Rasmus. Mens Rasmus Bruun nogenlunde har formået at passe jobbet som nyhedschef på r8Dio i Skuldborg og lært at spille klaver, har Kirsten Birgit fået diagnosticeret adhd, indrettet sin bunker med jodtabletter, artiskokhjerter og sko til de næste 40 år samt været til verdensmesterskaberne i at have ret, samtidig med at makkerparret har snakket og sludret om alle de ligegyldige, livsvigtige ting, der er sket i ugernes løb.

De to gode venner har også været et smut i Seattle i USA på ryste sammen-tur, hvor Kirsten Birgit efter sigende skulle have skrevet en yderst tankevækkende reportage til denne avis fra en meget spændende techmesse. Men af uransagelige årsager har den ikke fundet vej til spalterne endnu. Vi er ellers nogen, der venter.

Kirsten ringer til Rasmus, r8Dio.

Streaming

Postapokalyptisk

Ud over HBOs zombiebasker The Last of Us er det svært at komme i tanke om nogen adaptationer af computerspil, som rent faktisk er værd at se. Der må dog være noget med de postapokalyptiske spil, der fungerer, for Geneva Robertson-Dworet og Graham Wagners Fallout, der er baseret på den populære spilserie fra udvikleren Bethesda, kan tilføjes til den meget eksklusive liste.

I en retrofuturistisk version af verden er USA blevet sønderbombet i en altødelæggende atomkrig, og kun en lille del af befolkningen har overlevet i techgiganten Vault-Tecs store bunkersystem. Her har de overlevet i mere end 200 år, mens anarki har hersket på overfladen.

Ikke siden Ed Harris var med i Westworld, har en cowboyhat set så naturlig ud, som den gør på Walton Goggins, der er perfekt i rollen som først westernskuespiller og siden dusørjæger i ødemarken. Faktisk kan castingen tage en stor del af æren for, at den noget absurde fortælling fungerer og forbliver underholdende, selvom det foregår i dystre rammer: Især Ella Purnell bør fremhæves som den blåøjede bunkerbeboer Lucy, der må vove sig op af det trygge sikkerhedsrumssamfund og ud i det radioaktive fremtidscalifornien for at finde sin lidt for perfekte far – der åleglat spilles af Kyle MacLachlan – efter at han er blevet kidnappet af de barbariske overflademennesker.

Fallout, Geneva Robertson-Dworet og Graham Wagner, Amazon Prime.

Musik

Helhjertet

Den danske musiker Selma Judith er på vej med et nyt album; halvdelen af Half truths from a broken heart er her meget passende faktisk allerede. De otte sange – hver anden på pladen – er et kalejdoskop af genreudtryk og lyder nøjagtigt lige så ambitiøst forpligtende som hendes helt eminente debutplade, Getting Angry, Baby fra 2021. Men man aner også, at Judiths allestedsnærværende vrede har antaget en om muligt endnu mere dybsindig form. Hendes stemme udkrænger intenst, men samtidig sart den ligefremme følsomhed med en indlevelse, der enten må høres eller ses for helt at kunne forstås – eksempelvis i musikvideoen til førstesinglen »Mediocre«, der i sig selv er en kraftpræstation.

Det hele er flosset på en smuk måde, bare et halvt album er overvældende, og Selma Judith lyder stadig som ingen andre end sig selv. Konturerne til en mere end værdig efterfølger til det anmelderroste debutalbum er tegnet op, og når resten af pladen og en koncertturné (i blandt andet København, Aarhus og Svendborg) materialiserer sig til efteråret, kunne de tilsammen meget vel blive til et brændende lyspunkt i mørket.

Half truths from a broken heart, Selma Judith, Sony Music.