En dag for ikke så længe siden fik jeg en – synes jeg selv – temmelig god idé.

Min søn var lige fyldt tre år, datteren havde for længst rundet de fem. Nu var det på tide at lære dem lidt om, hvad der skal til for at begå sig i denne forunderlige verden. En slags begynderkursus i gør det selv-genren, kan man vel kalde det:

De skulle lære, hvordan man lapper en cykel.

Skal man tro fremtidstyperne fra Silicon Valley, er det ganske vist blot et spørgsmål om tid, før vi lever i en verden så højteknologisk, at end ikke en hallucinerende science fiction-forfatter på svampe kunne have udtænkt noget lignende.

Men et sted derude – i sprækkerne mellem de selvkørende biler og klodsede virtual reality-briller, såkaldte metaverser og romantiske affærer med AI-skabninger – findes der trods alt stadig lommer af konkret virkelighed.

En virkelighed, hvor det ikke altid er helt nok at kunne genstarte en iPhone eller skifte batterier i et avanceret stykke plasticlegetøj ved navn »Skye's Mighty Movie Jet« – selvom lige præcis det nu kan være ganske udfordrende i sig selv.

Nej, nogle gange er der brug for helt andre og mere praktiske færdigheder. Gammeldags dyder, om man vil. Den slags, man risikerer at få beskidte hænder af.

Og nu var det tilfældigvis sådan, at jeg lige var punkteret på min cykel på vej hjem fra en festlig aften i byen. Næsten samtidig havde den lokale cykelsmed valgt at opgive eksistenskampen mod de billige cykler i Kvicklyen overfor. Jeg stod derfor i en situation, som man vel bedst kan sammenligne med en ekstrem udgave af Alene i vildmarken, langt fra den nærmeste hjælp, isoleret fra civilisationen, overladt til mig selv.

Hvad gør man så? Ja, det var det, jeg ville lære mine børn, handy som jeg er.

Og da jeg ikke bare er en far med blik for det praktiske, men også en virkelig sjov far, buldrede jeg selvfølgelig ind i stuen, afbrød en god leg og brølede som en anden Timm Vladimir i Den store bagedyst:

»Træd væk fra jeres legoklodser!«

Ungerne grinede indeni, det er jeg sikker på, og fulgte så med ned i kælderen, hvor alt allerede stod klar:

Min cykel. En spand vand. To dækjern. En pumpe. Og et sæt lappegrej til en samlet indkøbspris, som lå overraskende tæt på prisen for at få en professionel til at skifte slangen.

»Nu skal I bare se løjer!«

DER VAR FAKTISK kun én lille udfordring. Jeg havde ikke lappet en cykel i et årti, måske endda to, dengang min egen far ville lære mig lidt om verden og den slags. Jeg havde med andre ord ingen anelse om, hvad jeg lavede.

Den slags har børn det med at opdage. Også selvom jeg på forhånd havde researchet både på YouTube og i manualen, som fulgte med det nyindkøbte lappesæt.

Lige så snart jeg stak det første dækjern ind mellem dæk og fælg, fik begge børn den der rynke i panden, som folk betaler tusindvis af kroner for at lamme med botox og andet godt. Et forvarsel om en uundgåelig katastrofe.

Få sekunder senere ploppede dækjernet ud igen. Min finger kom i klemme, og jeg råbte vist noget, der rimer på »hjorteflok« eller »vortechok«. Børnene protesterede voldsomt, sådan siger man ikke, far! Og nej, det gør man jo ikke, medmindre situationen faktisk er noget … ja, »lortefuck«.

Projektet lignede allerede en gedigen fejltagelse, men så – pludselig kunne jeg triumferende vise dem resultatet af vores anstrengelser: Den gennemhullede slange smuttede ud fra sit skjul, vi druknede den i spanden og fandt hurtigt frem til et blobbende hul.

Nu skulle lappen bare på, den sidste finish, afgørelsens øjeblik, som man kender fra alle gør det selv-projekter: Bliver billedet nu hængende der på skruen? Var den rawlplug mon nok til at holde en reol fuld af bøger? Tør nogen sove i det shelter, man har bygget med sin svigerfar? (I skrivende stund er svarene: ja, ja og nej).

Det ene barn fik lov til at slibe omkring hullet, den anden fik en tube lim i hånden, gav den et ordentligt klem, og pludselig sad alle deres fingre sammen på kryds og tværs som en flok klimaaktivister, der har klæbet sig fast til Mona Lisa i protest mod hendes klimaskadelige smil.

En temmelig dårlig stemning begyndte at brede sig i kælderen, men der var ingen vej tilbage: Jeg fik lappen på, slangen lirket tilbage på plads og fingrene renset, alle 30. Sammen pumpede vi dækket op igen – og så: lyden af en dundrende fiasko.

Psssshhhh …

DET VISER SIG nemlig, at der kan være ikke bare ét, men to huller i sådan et dæk. Noget, man med fordel kan undersøge, inden man krænger slangen tilbage under dækket.

Ja, for at det ikke skal være løgn: Der kan også være tre huller.

Jeg vil helst ikke gå ind i de nærmere detaljer om, hvordan vi nåede frem til denne dybe erkendelse. Lad os bare sige, at jeg følte mig lidt som Gurli Gris' far, denne tragiske skikkelse, som næsten altid lader sig ydmyge, som regel på egen foranledning.

Det ene dækjern var knækket, limen sluppet op, slangen nærmest mere hullet end før, vi gik i gang. En ulykkelig situation. Men har man set bare fem minutter af Gurli Gris, så ved man, at det altid ender lykkeligt, sådan nogenlunde.

Nogle dage senere sneg jeg mig derfor igen ned i kælderen, børnefri og nu bevæbnet med en helt ny slange. Jeg skruede og lirkede, som de gjorde i de snesevis af YouTube-videoer, jeg havde studeret nøje. Der var møtrikker og skruer og kæder overalt, et virvar af mulige fejltrin.

Men til sidst indtraf miraklet, det gjorde det virkelig.

»Se lige min cykel,« sagde jeg til børnene næste morgen og sparkede stolt til dækket.

»Hvad siger I så?«

De sagde ikke så meget, var vel overvældede af min formåen, sikke en far, de har. Jeg syntes, de havde ret.

Og så fik jeg øje på den. Trillebøren. Flad og udmattet efter en festlig tur i haven, hjulet nærmest i opløsning, hvilende tungt på jorden som et Dalí-ur. Jeg kiggede glad på børnene, nu skulle jeg vise dem, hvordan man gør.

Sådan er det at være en rigtig handyman. Man får altid en chance til.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.