Jurnalister billede

Joakim Jakobsen

(f. 1963) er journalist og tidligere kulturredaktør, tilknyttet Weekendavisen siden 2002. Skriver om historie, Sverige, kulturkamp og tysk litteratur. Har bl.a. udgivet Ord der formede Danmark (nomineret til Blixenprisen), Tour de France og Tynd luft (nomineret til Læsernes Bogpris og Årets historiske bog-prisen). Modtog Berlingske Journalisters Hæderspris 2010.
Satellit. Russiske olietankere i Østersøen bekymrer de svenske myndigheder.

Spøgelsesskib ved Gotland

Gennem flere måneder har et spøgelsesskib haft fast ankerplads 20 kilometer øst for den svenske ø Gotland i Østersøen. Der er tale om en cypriotisk indregistreret olietanker ved navn Zircone, som ifølge Sveriges Television er hyret af et lettisk oliefirma.

Svensk overvågning viser, at russiske olietankere løbende lægger sig ved Zircone og får påfyldt brændstof. De russiske skibe kan derefter sejle videre gennem Østersøen og opretholde russisk olieeksport trods sanktioner som følge af angrebskrigen mod Ukraine.

»Vi følger den hele tiden,« har Ewa Skoog Haslum, chef for den svenske marine, udtalt til Sveriges Television.

Olietankerens tilstedeværelse bekymrer de svenske myndigheder af flere årsager. Dels består den russiske tankerflåde af skrotningsmodne fartøjer, som ved en ulykke kan forårsage en miljøkatastrofe. Dels har den svenske marine observeret overvågningsudstyr på flere af de russiske skibe.

Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström, udtaler, at han »ikke vil udelukke noget som helst« med henblik på at hæmme den russiske »skyggeflåde«. Halvdelen af Ruslands olieeksport til søs foregår nu gennem Østersøen, ifølge Sveriges Television cirka tre millioner tønder om dagen. jjak