Tirsdag den 9. maj godkendte regeringens koordinationsudvalg det udspil til forsvarsforlig, som fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen ifølge planen skulle præsentere for offentligheden en uges tid senere. Forslaget skulle sikre, at Danmark, som skrevet i regeringsgrundlaget, senest i 2030 opfylder NATOs mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret.
Det havde ikke været nogen let proces at nå frem til udspillet, som var resultatet af en længerevarende armlægning mellem Forsvaret, Forsvarsministeriet og Finansministeriet, men nu var man der. Lidt over 100 milliarder kroner til nyinvesteringer over de næste ti år, 38 milliarder kroner til genopretning af slitage og efterslæb samt lidt ekstra indberetninger af udgifter til NATO.
Nu manglede bare offentliggørelsen, der lige skulle afvente, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede regeringens sikkerhedspolitiske strategi på et på et pressemøde den 16. maj. Troels Lund Poulsen skulle så efter planen følge efter med forsvarsforliget i ugen efter. Først lod ministeriet forstå, at det skulle ske onsdag den 24. Siden blev det udsat til fredag den 26., hvor forsvarsministeren allerede havde indbudt interessenter fra blandt andet erhvervslivet til en udvidet briefing. Men så begyndte planen at skride.
På et nyt møde i koordinationsudvalget var der opstået overvejelser om, hvorvidt man burde nå de to procent hurtigere end planlagt. Ifølge centrale kilder kom ønsket om en hurtigere indfasning fra Statsministeriet, og det er selvsagt et tungtvejende argument.
Rejsen til Amerika
Det er i sig selv påfaldende, at regeringstoppen på den måde lægger an til at omgøre en beslutning, den selv har truffet kun et par uger i forvejen. Mindre påfaldende bliver det ikke af, at mødet i koordinationsudvalget fandt sted den dag, hvor Statsministeriet hen på aftenen udsendte en pressemeddelelse, der fortalte, at Mette Frederiksen mandag den 5. juni langt om længe får mulighed for at besøge USAs præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus i Washington.
Hvis man oven i det lægger stadig tiltagende forlydender i danske og internationale medier om, at Mette Frederiksen er en af de helt seriøse kandidater til at overtage posten som NATOs generalsekretær efter nordmanden Jens Stoltenberg, har vi en cocktail, der uomgængeligt må sætte dansk politik i brand og skabe intern uro i en regering, der i forvejen ikke står på alt for sikre stolper.
Selvfølgelig især i Socialdemokratiet, der ved den blotte formodning om udskiftning af en formand, der har vundet to valg og holdt ro mellem partiets gamle fløje, allerede har set de ellers henslumrende kaffeklubber vågne til kamp af dvalen.
Det er endnu en teoretisk diskussion, om regeringen skal have ny statsminister og Socialdemokratiet ny formand. En realitet er det til gengæld, at både Finansministeriets og Forsvarsministeriets embedsmænd måtte aflyse pinseferien for at genberegne det udspil, der ellers lå klappet og klar til offentliggørelse.
Ét problem var at finde flere penge, da allerede den oprindelige plan gjorde massivt indhug i det økonomiske råderum. Et andet var, at det ville give begrænset mening at pumpe milliarder ind i Forsvaret på kort sigt, da investeringer i materiel for det meste tager flere år at gennemføre.
Løsningen blev, som det fremgik, da Troels Lund Poulsen tirsdag endelig fik mulighed for at fremlægge regeringens udspil, at Danmark de næste år øger sin støtte til Ukraine med i alt 21,9 milliarder kroner. Flest i år og næste år.
Det egentlige forsvarsudspil er stort set uændret i forhold til regeringens oprindelige plan. 105 milliarder kroner til nyinvesteringer og 38 milliarder til genopretning. I alt 143 milliarder kroner de næste ti år. Mange penge, men færre, end Forsvaret havde håbet og ventet.
Til gengæld kan Mette Frederiksen på mandag fortælle præsident Joe Biden, at Danmark allerede i år lever op til NATOs toprocentsmål.
Der kan være mange gode grunde til, at statsministeren gerne vil have den fortælling med ind i Det Ovale Værelse i Washington. Regeringens målsætning om at nå de to procent i 2030 har i realiteten ikke imponeret mange andre end regeringen selv. Både i NATO og i USA anses det for at være både sent, langsomt og lidt. Til gengæld er Ukraine-donationer tidens hårdeste valuta, så det er givet, at den del vil blive taget godt imod.
Selv hvis vi ser bort fra den snart ledige NATO-post, er der gode grunde til, at den danske statsminister skal have noget at vise frem. Besøget kommer påfaldende sent i præsidentperioden, hvilket kan skyldes, at den aldrende præsident ikke modtager så mange gæster som forgængerne. Men det er også en halvoffentlig hemmelighed, at blotlæggelsen af aflytningssamarbejdet mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og amerikanske NSA har vakt misnøje i Washington, hvor netop dette samarbejde og dets hemmeligholdelse har haft høj prioritet.
Ikkekandidaten
Men vi kommer alligevel ikke uden om NATO-posten. I forbindelse med Folketingets afslutningsdebat onsdag sagde Mette Frederiksen, at hun ikke har søgt noget job, og at hun ikke er kandidat til posten. Det er givet sandt, da det ikke er en post, man søger, og da der ikke er formelle kandidater. Nogle vil måske endda huske, at Anders Fogh Rasmussen i sin tid brugte næsten identiske formuleringer, da hans kuffert allerede stod pakket i Statsministeriet.
Vi er, må det indrømmes, i indiciernes verden, og skulle det ende med en anden end Mette Frederiksen i toppen af NATO, vil hun kunne henholde sig til sine offentlige udsagn. Hun søgte ikke noget job, hun var ikke kandidat, og hvad pressen undervejs fandt på, er ikke hendes ansvar.
Men det er historien, der ikke vil dø, og det er der mange grunde til. Herunder, at man på Statsministeriets foranledning hen over pinsen kunne finde 21,9 milliarder kroner til Ukraine synkront med forberedelsen af Washington-besøget.
Men allerede inden det var Mette Frederiksens navn varmt, når der blev talt om Jens Stoltenbergs afløser, og det er ikke blot i medierne, men ifølge kilder også i NATOs hovedkvarter, hvor hun endda anses som en af de mest seriøse kandidater.
Logikken er nogenlunde som følger. De østeuropæiske lande vil helst ikke have en sydeuropæer, franskmændene ikke en brite, især tyskerne finder Estlands statsminister, Kaja Kallas, for konfrontatorisk. Det efterlader Mette Frederiksen og den hollandske statsminister, Mark Rutte, som de aktuelle favoritter, der er så ligeværdige, at muligheden for at få en kvindelig generalsekretær kan blive afgørende. Der er dog altid det forbehold, at den slags processer har et eget ulogisk liv, og at spillet derfor kan væltes over ende flere gange inden NATOS topmøde i juli, hvor navnet helst skal være på plads.
Næste ubesvarede spørgsmål er så, om Mette Frederiksen overhovedet vil have posten, måtte den blive tilbudt. Hendes erklæringer om, at hun ikke er kandidat og ikke har søgt nyt job, skal man som nævnt ikke lægge alverden i. De er formelt sande, men ...
En kilde tæt på den socialdemokratiske top udtrykker det således: »Jeg tror ikke, hun aktivt har søgt, men hvis man bliver prikket på skulderen af de store hovedstæder, er det vel nærmest en pligt.«
Henholdende
Man kan dertil lægge, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i så brede kredse, at det næppe er tænkt som en statshemmelighed, har fortalt, at han har sagt til Mette Frederiksen, at han vil anse det for et stort svigt, hvis hun forlader den regering, hun har sat i søen. I samme fortælling skulle udenrigsministeren især have bemærket sig statsministerens yderst henholdende svar.
Den advarsel har tilsyneladende ikke gjort tilfredsstillende indtryk, for torsdag morgen fandt Løkke, der er til udenrigsministermøde i Oslo, anledning til at gentage den offentligt overfor TV 2, der spurgte, om han ville tage imod et lignende tilbud:
»Jeg ville gøre mig mine overvejelser. For vi har haft valg for kun et halvt år siden. Og vi har startet et helt nyt politisk projekt i Danmark, som jo i høj grad også er personbåret i den forstand, at det hviler jo på, at jeg selv stiftede et nyt parti med den raison d’etre, at vi skulle lave en ny konstruktion i dansk politik, og at Mette Frederiksen, da valget blev udskrevet, satte sin egen person ind på det. Det er lige løbet i gang. Altså, det, synes jeg, rejser mange spørgsmål. Det er ikke nogen, jeg skal svare på.«
Det sidste indikerer, hvilke problemer det vil give for regeringen, hvis den skal have ny leder mindre end et år efter, at SVM-konstellationen blev stablet på usikre ben. Mindst lige så store problemer tegner sig for Socialdemokratiet, der kun delvist har en arvefølge liggende i skuffen.
Partiets berømte og berygtede kaffeklubber har under Mette Frederiksens formandskab ført en yderst tilbagetrukken rolle, lige så har fraværet af egentlige fløje været nærmest historisk. Men allerede rygtet om formandens mulige exit har vækket de slumrende spøgelser. Den tidligere så magtfulde Morgenmadsklub lod allerede høre fra sig efter regeringsdannelsen, hvor dens medlemmer følte, at både ministerposter og store ordførerskaber var gået dem forbi. Nu er ærindet at fortælle, at partiet bør ledes i en alliance mellem finansminister Nicolai Wammen og erhvervsminister Morten Bødskov. Sidstnævnte er leder af Morgenmadsklubben.
Der er da heller ikke tvivl om, at Wammen er den oplagte arvtager, måtte Mette Frederiksen rejse ud af landet. Dog er der en del i folketingsgruppen og baglandet, der hellere så justitsminister Peter Hummelgaard tage over.
Det er skel, der går på tværs af de eksisterende kaffeklubber og mere handler om partiets sjæl. Bødskov og Wammen er pragmatiske politiske operatører, for hvem magten kan synes at være et selvstændigt mål. Over for det står mere ideologiske socialdemokrater som Hummelgaard, Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek. De sidste støtter SVM-samarbejdet, men anser det for en midlertidig tilstand, som Socialdemokratiet på et tidspunkt må videre fra, hvis det vil have sin sjæl i behold.
Om de interesser kan forenes, er uvist. Overvejende sandsynligt er det, at Nicolai Wammen er den potentielle afløser. Freden i partiet afhænger af hans evne til at integrere de andre i en holdbar alliance. Kan han ikke det, lurer nye formandskampe et sted i fremtiden.
Bliver det Wammen, vil næste problem være, hvordan det påvirker dynamikken i regeringen. Som allerede omtalt er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ikke begejstret over udsigten til et skifte i toppen. Men hverken Venstre eller Moderaterne har med den aktuelle situation i meningsmålingerne nogen interesse i at anfægte regeringssamarbejdet.
Lægger man dertil, at Socialdemokratiet besidder 50 af regeringens 89 mandater, tilsiger den politiske logik, at Mette Frederiksens potentielle afløser i Socialdemokratiet også er hendes afløser i Statsministeriet.
Det eneste, der kunne tale imod den udgang, er det, man kan kalde dansk politiks Løkke-faktor. Altså det forhold, at processer, der involverer Lars Løkke, ofte har det med at trodse alle forudsigelser, og ikke mindst, at udenrigsministeren har en unik evne til at sidde på den sidste stol, når musikken stopper.
Men trods alt tæller både den politiske logik og Socialdemokratiets historiske selvfølelse efter alt at dømme tungere end Løkke-faktoren. Siden Stauning har partiet med kun en enkelt ukurant udtagelse under Besættelsen ikke været i regering uden at besidde statsministerposten.
Jeg hedder Troels Lund
Fra Venstre kommer der næppe nogen udfordring, al den stund at partiet har problemer nok med sit eget lederskab. For nylig bekendtgjorde Jakob Ellemann-Jensen, at han vender tilbage til både formandspost og regering 1. august. Glæden over det har i Venstre ikke været uden iblandet bekymring for, om det egentlig ikke var bedre at køre videre med duoen Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose i stedet for en formand, der måske ikke kan stå distancen.
At der kun vil blive udvist afmålt nåde, indikerede den fungerende forsvarsminister, da han på sit pressemøde blev spurgt til en sag om mulig misinformation af Folketingets Finansudvalg i forbindelse med indkøb af israelsk produceret artilleri. Lund Poulsen kendte ikke sagens detaljer, men han havde bestilt en undersøgelse. Hvad Ellemann måtte have vidst og ikke vidst, kunne han ikke sige noget om.
»Jeg er ikke Jakob Ellemann, jeg hedder Troels Lund,« sagde han, hvilket jo er ubetinget sandt, men også en klar melding om, hvad der venter den tilbagevendte formand i august.
Samlet set altså et billede af en regering, hvis lederskab allerede efter et halvt år er usikkert på flere punkter, idet man dog kan se bort fra, at Moderaterne skulle planlægge at skifte leder.
