Jurnalister billede

Leny Malacinski

(f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.
Kommentar. Kun ét køn finder det legitimt at bagtale deres partner i fuld offentlighed og derpå kalde det en »debat«.

Kvinder uden grænser

Kan man forestille sig følgende scenarie: En familiefar skriver i ramme alvor et debatindlæg om, at hans kone ikke opfører sig tilfredsstillende derhjemme. Hun har ikke sat en eneste lampe eller hylde op. Hun lader, som om det billigste boliglån finder sig selv. Og når han køber tøj til børnene eller gør rent, synes hun, at han gør det forkert. Desuden taler hun nedladende til ham i supermarkedet, når de køber ind. 

Selvfølgelig kan man ikke forestille sig et sådant læserbrev. Det er kun kvinder, der excellerer i disciplinen offentlig bagtalelse af egen ægtefælle og bagefter kan hævde, at det skam er en principiel debat. Det private er jo politisk. Jo tak, men det er vist mest kvinder, der synes det.

Debatten om mental load føres for tiden af ressourcestærke middelklassekvinder, der diskuterer med andre ressourcestærke middelklassekvinder, hvad deres mænd gør eller ikke gør, og hvorvidt det er et samfundsproblem eller en privatsag. Mental load – et frit opfundet begreb, der forsøges ophøjet til videnskab – skal åbenbart ikke bruges til at gå hjem og finde ud af, hvordan man indretter sig bedst for begge parter. Nej, den mentale byrdes vigtigste funktion er at fungere som usynligt bevismateriale i nyfeminismens evige retssag mod mændene. Se, hvor hårdt vi har det. Igen.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad kvinderne har sværest ved at give slip på – opvaskebørsten eller offerrollen?

Jo mere selvstændighed og valgfrihed danske kvinder historisk har opnået, jo mere magtesløse føler de sig åbenbart. Den feministiske bevægelse pynter sig med buzzwords som boss ladies, girl power og empowerment, men på andre områder står kvindekønnet stadig med det ene ben i martyriet.

Det har da også sine fordele. Offerrollen giver offentlig sympati og fritagelse fra personligt ansvar, og det er netop de privilegier, som kvinder må give afkald på, hvis de vil træde helt og fuldt ud i frigørelsen. Man kan ikke blive ved med at beklage sig over forhold, som man nu har mulighed for at ændre.

At få børn er ét langt mental load, og vil man bestemme over sit eget liv, må man også acceptere ansvaret for, hvordan man lever det. Nogle gange går det ud over den gode stemning at sætte foden ned. Andre gange ønsker man slet ikke at give afkald på sine mentale byrder, når det kommer til stykket, fordi man foretrækker tingene gjort på en bestemt måde. Alle valg har ulemper.

Hvis de bebyrdede kvinder ikke finder fred med enten deres egne forventninger eller deres mænd, vil de fortsætte med at være fanget i deres egen utilfredshed. Frihed forpligter. Det er på høje tid, at nyfeminismen skiller sig af med det eneste, man har valgt at bevare fra den patriarkalske fortid: offerrollen.