Kenn Hoeg Christensen, cand.mag. i engelsk og dansk medievidenskab og underviser i dansk som andetsprog på Sprogcenter Aalborg
Det er sommer, og jeg er på ferie i København. Jeg bestiller et glas vand sammen med min IPA på en hip bar på Refshaleøen, og den unge bartender spørger, »excuse me, what?«
»A glass of water, please,« oversætter jeg ubesværet til engelsk, for som så mange andre danskere er jeg rimelig god til engelsk. »Oh, water, is that ’vand’ in Danish?«
»Yes, ’water’ is ’vand’. It’s almost the same,« siger jeg i et velment forsøg på at bidrage til den unge mands dansklæring. Han kommer fra England og har boet og arbejdet i Danmark et stykke tid nu, men besidder endnu ikke det mest basale ordforråd på dansk. Al hans kommunikation med kolleger og kunder foregår i dette tilfælde helt på hans præmisser, det vil sige på engelsk. Situationen er ægte nok, og mange kan nok nikke genkendende til lignende situationer ude i de danske samfund, både på arbejde og ude i byen.
Boligminister Kaare Dybvad har for nylig meldt ud, at han ikke vil stemple folk i de udsatte boligområder ved at bruge ordet »ghetto«, selvom regeringen ikke vil ændre på ghetto-pakken. Med afsæt i den lille hverdagshistorie fra baren i København vil jeg derimod ikke holde mig tilbage med at bruge ordet om en anden gruppe af borgere, nemlig dem, der lever i Danmarks engelske ghetto.
Ghetto er jo normalt et ord, som politikerne anvender om de såkaldt udsatte boligområder i de større byer, hvor der bor mange anden- og tredjegenerationsindvandrere fra ikke-vestlige lande. De er selvfølgelig underlagt et krav om at lære dansk, fordi de bor i Danmark. Det samme er nyligt ankomne flygtninge fra for eksempel Syrien og Eritrea. De skal lære dansk på landets sprogcentre, hvor de modtager gratis danskundervisning. For det er jo gængs viden, at sprog er den primære forudsætning for en god integration. Uden sprogkundskaber kan du ikke forstå, hvad der foregår i samfundet omkring dig. Du kan ikke læse danske aviser eller forstå danske nyhedsudsendelser, du kan ikke deltage i samfundsdebatten, og du kan ikke forstå danskerne, når de taler med hinanden.
Borgerne, som udgør den engelske ghetto, er primært kommet til efter udvidelsen af EU og indførelsen af Greencard-ordningen i 2007. De er en forholdsvis stor og ny ghetto i det danske samfund. De kommer fra andre EU-lande og fra andre vestlige lande såsom USA, Australien og Canada. Men de kommer også fra såkaldt ikke-vestlige lande som Kina, Ukraine og Indien. Ifølge Danmarks Statistik udgør vestlige borgere og deres efterkommere en gruppe på cirka 290.000 personer. Men hvis man også medregner ikke-vestlige borgere fra for eksempel Ukraine, Kina og Indien, kommer antallet op på cirka 325.000.
Nogle af disse borgere kan begå sig godt på dansk og er derfor ikke medlemmer af den engelske ghetto. Men et stort antal af dem taler dårligt eller ingen dansk. De fleste af dem har desuden ikke engelsk som deres modersmål, men må begå sig på fremmedsproget engelsk. De bor ikke i fysiske ghettoer, de er ikke lavtuddannede, og de er ikke flygtninge. De fleste af dem arbejder eller studerer i Danmark. Mange af dem studerer en videregående uddannelse på engelsk. Mange af dem arbejder i byggebranchen eller i virksomheder med højtuddannede ansatte, hvor arbejdssproget til dels eller helt er engelsk, eller i restaurationsbranchen eller rengøringsbranchen, hvor dansk åbenbart ikke er et must.
Det, som den engelske ghetto har til fælles med nogle af dem, der bor i politikernes ghettoer, er, at dens befolkning lever mere eller mindre socialt og kulturelt isoleret fra danskerne. Mange i den engelske ghetto har dårligere danskkundskaber end flertallet i politikernes ghettoer. En del af dem har i praksis ingen danskkundskaber. Deres danske omgangskreds udgøres af nogle få danskere på arbejdet eller på uddannelsen, hvor fællessproget er engelsk. Men privat færdes de mest i deres egen parallelkultur, hvor fællessproget er deres eget modersmål eller engelsk, når de skal kommunikere med »internationals« fra andre lande eller de andre internationale, som er den anglificerede version af ordet, jeg har hørt nogle af dem bruge om medlemmerne af deres egen gruppe. Derfor giver de også selv udtryk for, at de føler sig socialt isolerede blandt danskerne.
Mens majoritetskulturen forståeligt nok kræver af første-, anden- og tredjegenerationsindvandrere og flygtninge, at de skal lære dansk og integrere sig, så omklamrer politikere, virksomhedsledere, universiteter og den veluddannede danske middelklasse den engelske ghetto med særlige, engelsksprogede uddannelsesforløb og møder dem med deres flydende gymnasieengelsk, når de skal kommunikere med den engelske bartender på en hip café, bliver serviceret af den rumænske studerende på Restaurant Whatever i de større byer eller samarbejder med den indiske kollega på arbejdspladsen. Af samme årsag lærer rigtig mange heller ikke dansk, bare fordi de arbejder og studerer i Danmark. Målrettet danskundervisning er en nødvendighed for langt de fleste.
De eneste indvandrere, som Christiansborg har underlagt et lovkrav om at lære dansk, er læger fra ikke-EU-lande. For majoritetskulturen er som helhed så forhippet på at tækkes den engelske ghetto, at den ikke ønsker at stille særlige krav til dens medlemmers danskkundskaber, hverken fra officiel side eller fra universiteters eller virksomheders side.
Tværtimod har Socialdemokratiet og de blå partier som bekendt indført et gebyr på mellem 10.000 kr. og 12.000 kr. for en danskuddannelse for denne gruppe af udlændinge i et kalkuleret og vellykket forsøg på at reducere antallet af kursister og spare penge. Resultatet har været, at sprogcentrene har oplevet et kursistfald på cirka 50 procent i denne kursistgruppe, og dermed bidrager politikerne aktivt til en yderligere ghettoisering.
Universiteterne og erhvervslivet råber på fremmed, højtuddannet arbejdskraft. Men de fleste af dem vil heller ikke ligefrem kræve, at deres udenlandske ansatte lærer dansk og på den måde integrerer sig. Danske arbejdspladser opfordrer gerne deres udlændinge til at bruge de mere og mere reducerede offentlige dansktilbud, evt. ved hjælp af virksomhedsforlagt sprogskoleundervisning, fordi det er praktisk for deres medarbejdere. Større danske virksomheder kan måske også tilbyde kulturkurser på engelsk, der skal sikre, at de danske og udenlandske ansatte ikke går skævt af hinanden på arbejdspladsen, for det kunne jo skade arbejdsmiljøet og dermed bundlinjen. Nogle af de større virksomheder med højtuddannede specialister er begyndt at tilbyde virksomhedsfinansierede danskkurser til deres udenlandske ansatte, fordi de har indset, at dansk er afgørende for at fastholde dem. Men det er stadig alt, alt for lidt til at dække danskbehovet ude i virksomhederne og på arbejdspladserne. Det synes også at være en udbredt opfattelse på mange arbejdspladser, at sprog primært er et arbejdsredskab, og at det ene redskab (engelsk) kan være lige så godt som det andet (dansk). Men sådan forholder det sig som sagt slet ikke.
En løsning på problemet kunne være at dæmme op for tilflytningen af udenlandsk arbejdskraft og udenlandske studerende. Det har man da også delvist gjort med afskaffelsen af Greencard-ordningen i 2016 og en reduktion i antallet af engelsksprogede studiepladser. Men det lader sig selvfølgelig ikke gøre at stoppe indvandringen, når erhvervslivet behøver den, og vi i øvrigt er en del af EU og verden. Og det er selvfølgelig heller ikke dér, jeg vil hen. Internationaliseringen er kommet til landet for at blive. Spørgsmålet er bare, hvordan vi bør leve med den.
Gebyrerne på danskundervisning sparer angiveligt statskassen 150 millioner kroner her og nu. Men hvad kommer det til at koste i kroner og øre, når besparelsen medfører en øget vækst i den engelske ghetto? Mange i ghettoen er unge studerende, der ikke har råd til gebyrerne, og som efter uddannelsen får endnu vanskeligere ved at finde arbejde med deres dårlige eller ikkeeksisterende danskkundskaber. Hvad med østarbejderne, hvoraf mange bor og arbejder i Danmark i længere tid? Skal de blot blive ved med at skulle begå sig på mere eller mindre godt engelsk ude på det danske arbejdsmarked og uden at kunne forstå de særlige arbejdsmarkedsregler i landet? Hvad med de højtuddannede specialister, som erhvervslivet så gerne vil fastholde? Skal der ikke stilles krav til deres danskkundskaber? Vil vi som samfund bare passivt acceptere, at disse borgere ikke bliver socialt og kulturelt integrerede?
Lige nu er situationen den, at den engelske ghetto vokser. Resultatet bliver alt for hurtigt, at for mange af dem ikke falder til og forlader os, efter at vi har brugt mange ressourcer på deres videregående uddannelse og oplæring i virksomhederne, hvorefter nye må komme til og så videre og så videre i en uendelig spiral af ressourceforbrug og kronisk ghettotilstand forårsaget af en udbredt mangel på dansk.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk
