Kære læser

Studerende fra samfundets øverste lag, der ifører sig palæstinensertørklæder og rejser telte, som en flygtningelejr, men på en nyslået græsplæne på en dyr adresse.

På afstand ligner det en udklædningsfest, en slags cosplay, som de »landelege« med udklædning som alverdens folkeslag, de statskundskabsstuderende i København plejede at arrangere, når man tog imod nye studerende, indtil legenes lille snert af »Elefantens vuggevise« fik dem udfaset.

Racistisk er det jo ikke at gå med PLO-tørklæde (keffiyeh), blot lidt kikset og blottet for situationsfornemmelse på en måde, der ville være onkelagtig, hvis campusdemonstranterne var ældre (nieceagtig?)

Og hvad hvis onklen, der på græsset, faktisk har ret i sin protest? Hvem er jeg så at påpege, at han ser lidt dum ud? Det er en noget overfladisk læsning af situationen. Så er det godt, vi har essayister ...

1. Universitetsånd

En af dem er George Packer, skribent på magasinet The Atlantic, der ser oplagte ligheder mellem Vietnamkrigen og borgerrettighedsbevægelsens protester på amerikanske universiteter i 1960erne og 70erne og det, der foregår i dag 

I 1960erne sammenlignede de hvide studerende på Stanford sig med sorte slaver, skriver Packer (et formentlig mindre salonegnet look i 2024 end keffiyehen). 

Men Packer ser ikke studentermodstanden i dag som et udtryk for skiftende generationers protester mod tidens skiftende uretfærdigheder, nej, Packer argumenterer for, at de studerendes protestform er en afvisning af selve universitetets ånd:

»Et universitet er ikke en stat – det kan ikke bare håndhæve sine regler med magt. Det er et ganske særligt fællesskab, hvis legitimitet beror på gensidig anerkendelse i fornuft, åbenhed og tolerance.«

Derfor sætter demonstranter ofte universitetsledelser skakmat. Som rektor kan man ikke uden videre lade politiet slæbe studerende væk, men det nytter heller ikke bare at bøje sig for deres magt. 

Når magt trumfer debat og samtale, er det arven fra 1960erne, argumenterer Packer. Man har forsømt at lære studerende at tale sammen, skriver han.

Bliver det for køligt? At sætte protest og magt over for debat og bare konkludere, at debat (selvfølgelig!) er at foretrække? I The New Yorker har forfatteren Zadie Smith et radikalt anderledes take. Mere tvetydigt og æstetisk og rodet. Men essensen er denne: Smith fejer hele diskussionen af, hvem der har ret, til side, og roser i stedet de studerende for at sætte sig selv på spil for at gøre en ende på krigen og myrderierne.

»Hvordan kunne de gøre mindre end at protestere i dette øjeblik? De smider deres egne kroppe ind i maskinen. De fortjener vores støtte og vores lovprisninger. Og hvad angår spørgsmålet om, hvilken politisk aftale efter krigen nogen af disse studerende foretrækker, og hvorfor – alt det er en debat, der hører til dagen efter en våbenhvile.«

2. Guldgraverånd

Hvordan opstår guld? Astrofysikere mener, at det dannes, når to neutronstjerner begynder at rotere tættere og tættere om hinanden, indtil de til sidst tørner sammen og detonerer i en form for eksplosion, der kaldes en kilonova.

På samme måde synes to centrale figurer i ledelsen for landets største bladhus, nærmere bestemt formand for Jyllands-Postens Fond Jørgen Ejbøl og formand for JP/Politikens Hus Lars Munch, at have skabt guld ved at danse tæt omkring hinanden og indtage forskellige ledende poster i koncernen i en årrække. Jyllands-Postens Fond ejer sammen med Politiken-Fonden mediehuset JP/Politikens Hus, landets største.

Sagen er tæt beskrevet i mange medier, fordi journalister elsker historier om frås og pamperi i deres eget cheflag: Først kom det frem, at Jørgen Ejbøl havde modtaget 2,1 million kroner i gave for at gå af som formand for Jyllands-Postens Fond, men uden at gå af som formand, og derefter, at Lars Munch var blevet bevilget 2,5 millioner kroner om året i formandshonorar, selvom hans forgænger fik mindre end det halve. Alt dette, mens markedet for aviser er særdeles presset, og journalister fyres, så budgetterne akkurat går op med lidt gaffatape og overarbejde.

I sidste uge besluttede Jørgen Ejbøl så, efter at have rådført sig med en jurist, at betale aftrædelsesgaven tilbage. Men skaden var sket: Mandag kunne Politiken oplyse, at Erhvervsstyrelsen har udbedt sig en forklaring på, om udgifterne til formænd stod mål med den gavn, de gør for mediehuset. Samme dag bad Lars Munch, om han ikke bare kunne få 950.000 kroner om året i stedet, ligesom sin forgænger, i stedet for 2,5 millioner.

Erhvervsstyrelsen er relevant, fordi den fører tilsyn med fonde, og JP/Politiken er netop fondsejet. Ledelserne i fonde ejer ikke fondene, de ejer sig selv, så nogen skal tjekke, at ledelserne ikke finder på narrestreger.

I går sendte medarbejdere fra JP/Politikens Hus’ forskellige afdelinger et klagebrev over bestyrelsens selvforgyldning, hvori ordet »pinligt« optrådte tre gange.

Samme dag har Dagbladet Information bragt en artikel, hvori jurister problematiserer, at Jørgen Ejbøl tilsyneladende i strid med alle regler har strittet folk ud af Jyllands-Postens Fond, selvom han slet ingen bemyndigelse havde til at fyre sine bestyrelseskolleger.

3. Livsånd

Vi slutter af med en tegneserie fra ugens avis, som jeg har lavet. Den handler om fænomenet evigt liv. Den kan ses her.

Glædelig Kristi himmelfartsdag i morgen! Dette nyhedsbrev holder fri på fredag, men mandag sender vi igen. 

Venlig hilsen
Christoffer Zieler 

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.