Der er et afsnit af Sex and the City, hvor hovedpersonen Carrie vågner midt om natten i vild panik, fordi der ikke er noget galt. Hendes kæreste er sød, hendes liv er normalt, hverdagen forudsigelig. Hun er kort sagt tryg. Alt er okay. Det er overhovedet ikke hende.

Sådan er vi nogle idioter, der har svært ved at mærke os selv, hvis det ikke brænder nogen steder. Man kan heldigvis altid sætte ild til sit eget liv. Sabotere parforhold, venskaber, arbejdsliv. Komme ud af vater, så kan man bede om forladelse, gøre det godt igen, forsones, forløses. Så er der et plot, en følelsernes rutsjebanetur, og man kan mærke sin desperation og lykkelige slutning.

Men de fleste størrelser i universet søger over tid mod ligevægt. Selv mit privatliv. Pludselig er det meget sat og vindstille. Min kæreste og jeg er blevet utroligt gode til at holde op med at gå fra hinanden. Jeg er fastansat. Jeg ejer min lejlighed, og til min store forbløffelse: en opsparing. Min datter har dagligt madpakker med i skole. Det skriver jeg ikke for at prale, det er tværtimod en syndsbekendelse, det var virkelig ikke sådan her, det skulle ende.

JEG ELSKEDE affektteori på universitetet og drama i praksis, jeg lavede engang en podcast, der hed Følelsernes vold; og jeg har i det hele taget gjort mit bedste for at forvalte mit liv som hovedpersonen i en sentimental eller gotisk roman: jage euforien og tragedien og altid primært haft de problemer, jeg selv lavede.

Og jeg har nok været en smule høj i hatten over den livspyromanpraksis. Var det ikke tegn på et autentisk følelsesliv, en sturm und drang-sensibilitet, bohemeliv? Ikke at ville falde til ro i noget småborgerligt, stoisk, jævnt og virksomt liv på jord?

Men min psykolog siger, at det er en vildfarelse. At det nok snarere handler om at have et nervesystem, der er så vant til at være i alarmberedskab, at man ikke kan fatte at være tryg, fordi det er uvant og derfor uhyggeligt. Der er stille. For stille. Det føles ligesom forårsdage som i dag, hvor det pludselig var 17 grader, uventet mildt, og verdens temperatur lægger sig så tæt på hudens, at man ikke kan mærke sine egne grænser. For nogle er det paradisisk, for andre er det til at blive hysterisk af.

Og fordi det var blevet forår, ville vi pludselig ordne altanen, hvor der hidtil ikke har vokset andet end alger. Min kæreste sidder på stuegulvet og samler en havebænk fra IKEA, og vi blev ikke engang alvorligt uvenner, mens vi var der. Jeg stiller en potteplante ud på altanen, et lille figentræ, trækker vejret ned i maven, ingen grund til at lave en scene. Og kommer i tanke om en forhenværende kollega, der sagde, at meningen med livet var at passe sin have, sin familie, sit lille borgerlige liv, at tage sit ansvar på sig. Og jeg blev rasende, fordi jeg ellers respekterede ham. Men jo, bedyrede han, han havde taget masser af stoffer som yngre, levet rigtigt smadret og intenst og autentisk, men intet var vildere og mere bevidsthedsudvidende end at bygge noget op. Han sagde, at han havde lært det af den græske filosof Epikur, en etisk hedonist, som ofte er blevet misforstået som vulgært nydelsessyg, fordi hans filosofi gik ud på, at man skulle minimere smerte og maksimere nydelse. Men ikke ved at skeje ud og gå amok. Den største wellness er at gå og kontemplere livet i ro og mag. Jeg forestiller mig Epikur som havefestens filosof: Livets mening er at hænge ud med sine venner, tænke sig om, indtage nogle lækre forfriskninger, opføre sig ordentligt.

{embedded type="node/custom_code_html" id="70466"}

EN ANDEN væsentlig filosof er Hannah Horvath, hovedpersonen i Girls, som jeg har genset for nylig. Hannah er verdens største narcissist, men det er hun på en symbolsk måde: Hun repræsenterer en generation, og hun repræsenterer mig. Vi millennials, der var så sikre på, at vi var noget helt ganske særligt. Hannah vil være forfatter, og ikke nok med det, hun vil være the voice of her generation. Hvor ender Hannah? Hun bliver lærer. Og mor. Hun bliver noget helt almindeligt. Dengang jeg så serien første gang, syntes jeg, det var trist. Opgiver hun sine drømme? Men det, der sker, er, at hun begynder at interessere sig for at gøre noget i stedet for at være noget. Hun skriver. Hun ammer. Hun holder op med at være sit eget projekt og helliger sig projekter.

At være en dramaqueen er at være ekstremt investeret i sit eget liv som fiktion, som plot, som en god historie. Do it for the story, som Hannah og veninden Jessa siger til hinanden, inden de tager en dårlig beslutning. Det ser sødest ud, mens man er i 20erne. Men hvad stiller man op nu? Jeg er ikke spor afklaret. Er det bedre med faste rammer? Hvis så, hvorfor begynder det så at trække op til skilsmisse og friske livskriser blandt mine venner? (En lettelse: at måtte tilbyde en sofa, en skulder at græde ud ved, i stedet for at tage imod).

Måske findes der kun faser? Rolige år, sindssyge år. Måske begynder kriserne at komme udefra, i stedet for at man skal gøre alting selv? Jeg vil selvfølgelig helst bare have det hele. Være en kreativ småborger. Være fri og tryg på samme tid. Er det utopisk? Det er i hvert fald kringlet. Jeg har købt en bil uden at have kørekort, for jeg vil gerne hentes, og sådan er det hele vejen igennem.

En foreløbig erfaring: Hvis man er ambivalent, er man ambivalent. Uanset om man lever borgerligt eller et bohemeliv. Der vil altid være tvivl. Man kan lige så godt prøve det hele.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.

Linea Maja Ernst

Treværelses kammerspil