LONDON – En hjerteskærende kommentar af journalisten Petronella Wyatt i The Telegraph forleden har genstartet en debat i det britiske om, hvem eller hvad der er årsagen til, at så mange midaldrende kvinder er endt barnløse, ugifte og deprimerede.

»En ud af ti britiske kvinder, der er i 50erne, er aldrig blevet gift og lever alene, hvilket hverken er behageligt eller sundt,« skriver Wyatt, selv 54, single og barnløs.

Hun henviser til et amerikansk studie, der konkluderer, at »ensomhed er hovedårsagen til depression blandt midaldrende kvinder«.

Og hun beretter om sin egen dybe depression, som flere gange har ført til indlæggelse på grund af selvmordstanker, og er ikke i tvivl om, at sygdommen »udspringer af eksistensen som eneboer«.

Hun er heller ikke i tvivl om, hvorfor hun er endt som eneboer: Det er feministernes skyld. De lærte nemlig Wyatts generation – Generation X – at »prioritere vores karrierer over ægteskabet«.

»På min privatskole, St Paul's Girls' School, blev vi – børn af Thatcher – uddannet ud af ægteskab og traditionelle kvindelige beskæftigelser. Jeg mindes en lejlighed, hvor forfatteren Shirley Conran, der selv har gået på skolen, irettesatte os med ordene: 'Piger fra St Paul's laver ikke mad, de tænker,'« skriver Petronella Wyatt og fortsætter:

»Feminismen begik den fejl at lære os at opføre os og tænke som mænd. Det var en alvorlig fejl, og kvinder som mig betaler nu for den, som gamblere i et kasino, der er blevet snydt. Vi er ikke mænd, og ved at leve et singleliv med uforpligtende forhold har vi mere på spil end mændene; vi har mere at tabe. Jeg ville ønske, at nogen havde lært mig, at det var et alt for stort sats. «

Hvad Wyatt undlader at nævne – men som hun tidligere har talt åbent om – er dog den fire år lange affære, hun havde med Boris Johnson, da denne var chefredaktør på magasinet Spectator, hvor Wyatt var ansat i starten af 00erne. Hun blev sågar gravid med ham to gange, men graviditeterne endte som henholdsvis en ufrivillig og en planlagt abort, efter at Johnson alligevel ikke, som han ellers havde lovet, forlod sin daværende kone.

Når historien om forholdet overhovedet kom ud, var det, fordi Johnson, der også var konservativ parlamentariker, i 2004 blev fyret fra sit job som kulturordfører for partiet, fordi han blev taget i at have løjet om forholdet til Wyatt over for partilederen Michael Howard.

Reaktionerne på Wyatts Telegraph-kommentar er derfor heller ikke præget af sympati.

»Feminismen gav dig valgmuligheder, Petronella. Lad være med at skyde skylden for dine egne dårlige valg på feminismen. Feminismen tvang dig ikke til at bolle Boris Johnson,« skriver for eksempel en Colleen Hawkins på X.

Akademikeren Louise Raw tilføjer på samme medie, at hvis »du er fast besluttet på at blive gift og få børn, så er det ikke den bedste idé at date allerede gifte mænd«.

En tredje kommentator pointerer, at »feminismen er årsagen til, at du ikke er i fængsel som følge af den abort, som var resultatet af din affære«.

Ikke alene

Det er nemt at affærdige Petronella Wyatts anklager, fordi en affære med netop Johnson får hende til at fremstå som et særtilfælde. Desuden har hun haft en yderst privilegeret opvækst og har fået chancer, som kun de færreste kunne drømme om, hvilket kan gøre det svært at se hende som offer.

Men hun er nu ikke alene i Storbritannien om at sætte spørgsmålstegn ved, om feminismen nu også har været entydigt positiv for kvinder.

I de seneste år har flere britiske kommentatorer, såsom de to journalister Mary Harrington og Louise Perry, skrevet bøger om henholdsvis den seksuelle revolutions og den progressive feminismes fejl og mangler.

Perry skriver i bogen The Case Against the Sexual Revolution fra 2022, at den seksuelle revolution, som begyndte i 1960erne, i højere grad har været til mændenes end til kvindernes fordel.

P-pillen gav godt nok kvinden frihed til at have sex uden at frygte graviditet – på samme måde som mænd – men det førte også til en mandlig sexmoral for alle, hvor det forventes, at kvinder nyder uforpligtende sex med mange forskellige partnere. De skal også, skriver Perry, kunne lide »kinky« sex og at se porno og skal i det hele taget bevise, at de er »sexpositive«.

Og det på trods af, at masser af psykologiske undersøgelser har vist, at kvinder foretrækker intimitet og faste forhold frem for onenightstands.

Hvor kvinder engang frygtede at blive opfattet som lette på tråden, frygter de nu at blive anset for snerpede og sexforskrækkede – og siger de »nej«, bliver deres chancer for at finde sammen med de mest attraktive mænd mindre, hævder hun.

Mary Harrington, der i 2023 udgav bogen Feminism Against Progress, tilføjer, at forestillingen om, at biologiske forskelle ikke forhindrer fuld ligestilling mellem kønnene, har medført, at mange ignorerer eller glemmer kvindens biologiske ur. Det har betydet, at feminister ikke længere kan se værdien i omsorgsarbejde.

»Mange kvinder har accepteret ideen om selvstændighed i så høj grad, at de ikke opdager værdien i og det smukke ved indbyrdes afhængighed, før det er for sent. Mange får ikke børn. Jeg ventede selv for længe. Jeg fik min første datter som 38-årig, og jeg får sandsynligvis ikke flere børn. Du aner ikke, hvor svært jeg har det med den kendsgerning,« fortalte Mary Harrington Weekendavisen i et interview forud for udgivelsen af hendes bog.

Har de en pointe?

Langtfra alle er enige med de tre kvinder, og i kommentarsporet under Petronella Wyatts artikel og i debatten på X optræder – foruden de forargede – også masser af midaldrende kvinder, som erklærer, at de er lykkelige, på trods af at de aldrig fik mand og børn, hvad enten det så var et resultat af et bevidst valg, eller fordi de ikke i tide fandt den rigtige at stifte familie med.

»Jeg mener ikke, at feminismen er årsagen til, at nogle kvinder ender som singler. Jeg er ugift, men det var mit valg at sige nej til de mænd, som friede, og det fortryder jeg ikke. Jeg har aldrig lyttet til feminismen. Min karriere gav mig muligheden for at tjene nok til at kunne leve et godt liv og til at afvise tilbud om ægteskaber, som ville have gjort mig ulykkelig,« skriver kvinden K Jig på X.

Men som sociologen Jennie Bristow, der til daglig forsker og underviser på Canterbury Christ Church University, siger til Weekendavisen, så kan man ikke komme uden om, at Wyatt, Perry og Harrington berører et emne, som optager flere og flere, og at »der er en voksende diskussion om alt det her«.

Det er der blandt andet – tilføjer Bristow – fordi der er opstået en social angst i samfundet for konsekvenserne af den faldende fertilitetsrate.

»Vi er holdt op med at tale om, at der er for mange ældre mennesker, og i stedet taler vi om, at der ikke er børn nok,« siger hun.

»Men det irriterer selvfølgelig de klassiske feminister, at en række fremtrædende kvinder, der selv har nydt godt af de fremskridt, som kvindebevægelsen har opnået under store sværdslag, nu bruger deres privilegerede position til at slå på feminismen. Disse feminismekritikere har jo magt til at sætte en dagsorden, netop fordi feministerne i dag har kæmpet sig til indflydelse,« tilføjer hun.

Bristow indrømmer dog, at hun ikke desto mindre mener, at de tre kvinder »er værd at lytte til«.

»De har delvist en pointe,« siger sociologen med henvisning til, at feminismens budskaber kan være en del af forklaringen på, at så mange kvinder fra Generation X endte med at prioritere karrieren over at stifte familie.

»Jeg tror ofte, at der er tale om, at man ubemærket glider ind i barnløshed – eller kun får et barn – frem for at man træffer et bevidst valg. Der eksisterer et pres på kvinderne, som kommer fra både feministernes budskaber og fra den bredere individualiserede kultur, som siger, at det ikke er specielt godt at få børn, eller fremstiller det som et uattraktivt valg,« siger Bristow og påpeger, at der i mange år fandt en »dæmonisering af unge mødre« sted.

Hun betvivler heller ikke, at mange barnløse kvinder fortryder, at de satsede alt på karrieren og som konsekvens er blevet deprimerede. Samtidig mener hun dog også, at det er for letkøbt, ja en decideret »fejl at skyde skylden på p-pillen og den fri abort«.

»Det er jo blot teknologier, som gav kvinden flere valgmuligheder,« siger hun.

»Antifeministerne er gode til at kritisere feminismen, men de burde måske i stedet kigge på feminismens begrænsninger. Feminismen har aldrig hævdet, at kvinder kunne blive præcis som mænd. Det er en fejlfortolkning. Men det er rigtigt, at der var en forventning om, at hvis bare man fik sig en karriere og lige muligheder i samfundet, så ville det bringe selvrealisering, og det var alle dage en fejlslutning.«

Andre årsager

Flere debattører pointerer, at der er mange grunde til, at folk ikke stifter familie – herunder de tårnhøje huspriser og prisen for børnepasning i Storbritannien, som Bristow er enig i er reelle forhindringer for mange unge mennesker.

»Og derudover er der et pres, som kommer af en forældrekultur, som kræver, at man er et bestemt sted i livet, før man får børn – hvilket desværre ofte falder sammen med, at kvinden ikke længere er hyperfertil.«

En anden ny teknologi, som muligvis kan være med til at forklare, hvorfor nogle venter længere end før i tiden med at forsøge at få børn, er kunstig befrugtning. Men denne teknologi har også til en vis grad ført til en forventning om, at man har en ret til at få et barn, siger Bristow.

»Og jeg tror, at der er opstået en urealistisk forestilling om, i hvor høj grad man kan planlægge at få en familie.«

Hvis det er dét, man ønsker sig, er det nemlig nødvendigt at være opmærksom på kvindens biologiske ur, og Bristow peger på, at en positiv konsekvens af debatindlæg fra kvinder som Petronella Wyatt er, at der er opstået en mere åben debat om, at mænd og kvinder har forskellige forudsætninger for at planlægge deres liv, hvis de ønsker både familie og karriere. Debatten har dog ikke ændret på, at unge kvinder ifølge statistikkerne udskyder tidspunktet for det første barn længere og længere.